Kortet viser antal smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge, den såkaldte incidens.
Foto: Statens Serum Institut

Foruroligende smittetal på Vestegnen og i Brønderslev

52 kommuner er over bekymringstallet på 20, og syv kommuner er helt oppe over 100. Vallensbæk er fortsat hårdest ramt.
15. SEP 2020 14.45
TEMA: Corona

334 personer er testet positive siden i går, viser dagens opgørelse fra Statens Serum Institut.

Desuden er 12 patienter blevet indlagt siden i går, så der nu er 55 indlagte. Det er fem mere end i går. Tre er på intensiv, hvilket er én mindre end i går, og der er igen i dag én i respirator. Der er ingen nye dødsfald.

Af de 55 indlagte befinder de 24 sig på hovedstadens sygehuse, 12 i Nordjylland, ti i Syddanmark, fem på Sjælland og fire i Midtjylland. De indlagte på intensiv er i Hovedstaden og Syddanmark.

Siden i går er de højeste antal smittede personer i disse kommuner:

  • 74 i København
  • 25 i Aalborg
  • 14 i Brønderslev
  • 13 i Esbjerg
  • 12 i Frederiksberg og Ishøj
  • 11 i Brøndby og Odense
  • 9 i Hvidovre og Høje-Taastrup
  • 7 i Rødovre og Varde
  • 6 i Vallensbæk, Furesø og Hillerød
  • 5 Ballerup, Albertslund, Rudersdal, Roskilde, Horsens, Vejle og Aarhus
  • 4 i Gentofte, Gladsaxe, Køge, Slagelse og Frederikshavn
  • 3 i Glostrup, Lyngby-Taarbæk, Helsingør, Frederikssund, Rebild og Hjørring

24.407 nye personer er testet det seneste døgn, og der er i alt registreret 48.689 prøver, da nogle har været testet tidligere.

Bekymring i 52 kommuner

52 kommuner er i dag over den såkaldte bekymringsgrænse på 20 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge, også kaldet incidens. Det er tre mere end i går.

Samtidig er tallene steget i næsten alle de hårdest ramte kommuner, hvilket er baggrunden for de begrænsninger i nattelivet, som nu bliver indført i 17 hovedstadskommuner.

Højest incidens er i dag - med faktisk antal i parentes:

  • 205 (34) Vallensbæk
  • 166 (38) Ishøj
  • 138 (50) Brønderslev
  • 137 (38) Albertslund
  • 115 (4) Fanø
  • 111 (32) Herlev
  • 109 (38) Brøndby
  • 95 (22) Glostrup
  • 94 (74) Slagelse
  • 87 (90) Frederiksberg
  • 84 (43) Faaborg-Midtfyn
  • 78 (493) København
  • 72 (29) Rødovre
  • 70 48) Gladsaxe
  • 67 34) Høje-Taastrup
  • 60 (32) Hvidovre
  • 59 (30) Hillerød
  • 56 (49) Roskilde
  • 54 (35) Hjørring
  • 54 (62) Esbjerg
  • 54 (26) Ballerup
  • 45 (41) Horsens
  • 44 (26) Frederikshavn
  • 41 (23) Rudersdal
  • 40 (12) Sorø
  • 40 (81) Odense

Over grænsen er også Egedal, Vejle, Gentofte, Varde, Aalborg, Hørsholm, Furesø, Thisted, Køge, Lejre, Struer, Tårnby, Greve, Ringsted, Frederikssund, Langeland, Herning, Lyngby-Taarbæk, Rebil, Stevns, Assens, Kerteminde, Helsingør, Kalundborg, Aarhus og Randers.

Kun fire kommuner har ikke haft nogen smittede den seneste uge, nemlig Ærø, Samsø, Morsø og Læsø.

I Brønderslev findes smitten især i Dronninglund, oplyser kommunen. Borgmester Mikael Klitgaard (V) opfordrer især alle, som har deltaget i Open by Night i byen i forrige uge til at blive testet.

Det såkaldte kontakttal er beregnet til 1,5, hvilket er uændret i forhold til sidste uge. Det betyder, at ti smittede i gennemsnit vil smitte 15 andre.

Smitte på plejecentre

Styrelsen for Patientsikkerhed har indført besøgsrestriktioner i en række kommuner. Sidste uge gjaldt det de 17 københavnske kommuner, Frederikshavn og Hjørring, og mandag blev bl.a. Faaborg-Midtfyn pålagt restriktioner.

- Siden søndag har vi oplevet deciderede udbrud på flere plejecentre. Her har vi været nødt til at lave besøgsforbud, oplyste konstitueret direktør Anette Lykke Petri på tirsdagens pressemøde.

Det gælder blandt andet plejecenter Margrethelund i Brønderslev Kommune, oplyser kommunen.

I Skive er både en beboer på et plejehjem og en borger i et socialt botilbud mandag testet positiv, oplyser kommunen. 

Også i Struer Kommune er en beboer på et ældrecenter testet positiv, skriver Dagbladet Holstebro-Struer. Centret på Thyholm har nu foreløbig lukket for besøg.

Skoler lukket

I Vallensbæk er hele Pilehaveskolen lukket og de 800 elever sendt hjem de næste to uger, efter at fire lærere og otte elever er konstateret smittet, skriver sn.dk.

I Hillerød er alle elever på Grønnevang Skole, afdeling Østervang, sendt hjem efter flere tilfælde af smitte blandt elever og ansatte. Det drejer sig om ca. 350 elever i 6.-9. klasse og 45 medarbejdere, oplyser kommunen.

I Nordjylland er seks ansatte på intensivafdelingen i Hjørring testet positive, så afdelingen kører for nedsat kraft, til alle er testet, skriver Nordjyske.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job