Oppositionens beskyldninger om, at regeringen begik forligsbrud ved at indgå aftale om en justering af udligningsordningen med Enhedslisten, fortsatte i dag på et åbent samråd i Folketingets kommunaludvalg. Her skulle Indenrigs- og Økonomiminister Margrethe Vestager (R) redegøre for processen omkring udligningsforhandlingerne. Venstre og Dansk Folkeparti undrer sig blandt andet over, at regeringen indkaldte de forligspartier, som var med i den oprindelige aftale fra 2006, til forhandlinger.
- Vi var ikke i tvivl om, at der var et forlig, siger Venstres kommunalordfører Jacob Jensen.
Indenrigs- og Økonomiministeren fremhævede da også flere gange, at partierne blev indkaldt, fordi de var del af den oprindelige aftale, der kom i forbindelse med kommunalreformen i 2006. Men at der var en forligskreds er efter hendes opfattelse ikke ensbetydende med, at det er forligsbrud at indgå en aftale uden nogle af partier.
- Uenigheden går ikke på, om der var et forlig eller ej, men på om der var en vetoret. Vi erkender, at vi lavede en særdeles omfattende reform i 2006, men meget er sket siden, siger Margrethe Vestager (V). Hun pegede blandt andet på oprettelsen af beskæftigelsestilskud til kommunerne, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i 2009 gennemførte udenom Radikale Venstre.
- Det er rart trods alt, at få en indrømmelse fra ministeren af, at der helt klart er et forlig, siger Jacob Jensen (V).
Klare forhandlingslinjer
Ministeren fremhævede også, at Statsministeriet nu vil gå i gang med at fastlægge nogle klare retningslinjer for, hvordan forhandlinger i en forligskreds kan forløbe. Det skal blandt andet gøre det mere klart, hvor længe et forlig løber og klarlægge forskellene mellem forskellige former for politiske aftaler.
- Der er stor forskel på at lave en stemmeaftale, hvor man er fri efterfølgende, og et utvetydigt forlig med individuel vetoret. Og det vil også være hensigtsmæssigt at have nogle mellemstationer, siger hun.
Hun foreslår blandt andet, at der indføres forlig med en fast udløbsdato.
Margrethe Vestager (R) mener desuden, at det nu må være tid til at se fremad, og at diskussionen om udligningsforhandlingerne 'hører til arkæologien.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.