
TØNDER: En donation på 2,5 mio. kr. fra Bitten & Mads Clausens Fond giver Tønder Kommune rygstød til at påbegynde realiseringen af et oplevelses- og formidlingscenter med base i en tysk flyhangar fra Første Verdenskrig, som er eneste tilbageværende bygning fra, hvad der var en gigantisk luftskibsbase, da Sønderjylland var en del af Tyskland.
Projektet har fået navnet Zeppelin Tønder, og de 2,5 mio. kr. fra fonden gør det muligt at lægge grunden til en udstilling i flyhangaren. Sideløbende bliver der søgt yderligere finansiering til udstilling og aktiviteter i det omliggende landskab. Foruden flyhangaren bestod basen oprindelig af tre store luftskibshaller, hvoraf der i dag kun er fundamenterne tilbage.
Zeppelin Tønder-projektet skal formidle historie og læring gennem oplevelser og fortælle historien fra Første Verdenskrig og zeppelinernes rolle i grænselandet. Foruden udstilling i den nu restaurerede flyhangar omfatter projektet også læringsaktiviteter i den nærliggende Soldaterskov, der tillige rummer andre fortidsminder.
Tønders borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti) kalder donationen fra Bitten & Mads Clausens Fond "en milepæl" for projektet. Fonden har blandt sine formål at støtte aktiviteter, der har en positiv indvirkning på blandt andet lokalområder, hvor Danfoss har sine aktiviteter.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.