dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Udspil og aftaler:
Folkeskolen, psykiatrien, kontanthjælp og kunstig intelligens

SKET I UGEN Ugen var præget af store udspil fra regeringen og aftaler med oppositionen. Naturligvis sideløbende med kommunale sager som fx en kritiseret sponsoraftale - og det faktum at alle kommunale budgetaftaler nu er i hus.
13. OKT 2023 11.30

Hvor går grænsen egentlig for chefers oplevelses- og rejseaktivitet i forbindelse med kommunale sponsorater? Ja i Odense vurderer borgmesterens forvaltning, at det er inde for skiven, når to chefer siden 2018 har været på fodboldture 18 gange, som del af sponsoraftalen med Odense Boldklub. Kritik rykkede denne uge ikke Odense fra at frikende sig selv i en redegørelse til Ankestyrelsen. 

I Mariager stoppede chefen for Ældre og Omsorg Michael Tidemann - kommunen ønsker sig en anden profil, som det hedder - til at rette op på en ubalance på 40 mio. kr. på områdets budget i år.

Ugen bød i øvrigt på de sidste budgetaftaler for 2024, og alle kommuners og regioners aftaler er nu omtalt i DK Nyt - find dem her.

Ellers var denne uge præget af store udspil fra SVM-regeringen samt store aftaler inkluderende andre partier - og det på områder, der alle har tråde til kommuner eller regioner.

Folkeskoleudspillet fra regeringen handler overordnet om at overlade mere til de enkelte skoler, eller som undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) sagde ved præsentationen: "Vi træder et skridt tilbage, det skal kommunerne også." Udspillet havde naturligvis også flere konkrete forslag - fx om kortere skoledage, "juniormesterlære" og flere valgfag. Og bl.a. digitatilseringsminister Marie Bjerre (V) havde sat sit aftryk med forslag om, at eleverne fremover skal have teknologiforståelse og digital dannelse ind i skoleskemaet.

Hvad kommunerne tænker om at skulle træde et skridt tilbage, kan du høre i ugens afsnit af Kort Fortalt:

Om børnene skal have serveret rødt kød i skoler og institutioner var denne uge iøvrigt til debat i København, hvor der kan spares på CO2-udledningen, hvis kødet droppes. Sagen blev trods udvalgsflertal ikke afgjort, da V i kommunens børne- og ungdomsudvalg via standsningsretten sendte sagen videre til Borgerrepræsentationen.

Regeringens planer for psykiatrien 2024 blev allerede forud for præsentationen torsdag luftet med fokus på et løft til børn og unge. Der skal tilføres 400 millioner kroner ekstra til området i 2024 på finansloven. 67 millioner findes i regionerne og kommunernes økonomiaftaler, og 100 millioner fra forskningsreserven skal gå til forskning i psykiatri. Psykiatrien er "stærkt udfordret" lød det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), hvilket nogle oppositionspartier sådan set var enige i, og derfor gav bundkarakter til indsatsen, som de finder utilstrækkelig.

Et flertal i Folketinget blev sent torsdag enige om en ny kontanthjælpsaftale, der for at forenkle systemet bl.a. vil afskaffe 225-timers-reglen og i stedet indføres et boligstøtteloft som incitament til at få personer på kontanthjælp i arbejde. Uden for aftalen var Enhedslisten, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne.

Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Konservative lavede så til gengæld en anden aftale med regeringen om højere beskæftigelseskrav for indvandrede borgere på kontanthjælp, bl.a. at der også kræves periode med fuldtidsarbejde for folk, der er indvandret før 2008.

Og endelig så tog uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) fredag imod Folketingets partier til indledende drøftelser om prioriteringen af den milliardstore forskningsreserve, og her var regeringens udspil at afsætte 100 mio. kr. til forskning i kunstig intelligens.

Forskere dokumenterede iøvrigt denne uge for første gang en sammenhæng mellem PFAS i havskum og risikoen for kystnære drikkevandsforsyninger - hvilket forklarer de målinger, der tidligere er lavet af Fanøs drikkevand.

At kommunerne bekymrer sig om havmiljøet i deres nærhed sås denne uge af, at S-borgmestre dels stod sammen om at kritisere regeringen for at gøre for lidt for havmiljøet - og at østjyske borgmestre gik til Miljøministeren med et konkret forslag om et forbud bundtrawl for at redde havmiljøet - mens en ekspert fulgte op med en vurdering af, at et forbud stort set ikke ville have nogen effekt.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/folkeskolen-psykiatrien-kontanthjaelp-og-kunstig-intelligens

GDPR