Flertal vil nedlægge p-pladser og gøre dele af København bilfri

Et ændringsforslag til den kommende kommuneplan i København vil have færre parkeringspladser i nye bydele og samtidig gøre bydelene bilfri.

KØBENHAVN: Københavns nye bydele kan meget vel komme til at have langt færre parkeringspladser end resten af byen.

Et flertal i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune bestående af Enhedslisten, Alternativet, SF, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti vil have begrænset antallet af parkeringspladser i de nye boligområder.

De har nu stillet et ændringsforslag til den nye kommuneplan. Samtidig er det en del af ændringsforslaget, at Københavns nye boligområder som for eksempel Nordhavn skal kunne være helt eller delvis bilfri.

- Således er der færre, der dør af luftforurening i København. Det er det, der er en af målsætningerne i denne her beslutning, siger Finn Rudaizky, der er medlem af Teknik-og Miljøudvalget for Dansk Folkeparti, til TV2 Lorry.

V: Skidt for børnefamilier

Men Venstres integration- og beskæftigelsesborgmester, Cecilia Lonning Skovgaard, frygter, at det vil betyde, at almindelige mennesker presses ud af byen.

- Jeg er simpelthen bange for, at man er ved lave en by, der ikke er for børnefamilier, siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Hun kritiserer især dele af forslaget, der kan betyde, at biler i visse bydele kan blive opmagasineret på parkeringspladser, der i værste fald kan ligge op mod flere kilometer fra bopælen.

- Det rammer helt almindelige børnefamilier, der har brug for en bil i deres hverdag. Min bekymring er, at vi er ved at skabe et København for rige singler og ældre uden børn, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Borgerrepræsentationens største parti, Socialdemokratiet, er i princippet tilhænger af helt eller delvis bilfri byområder i København.

Alligevel stemte partiets medlemmer ikke for ændringerne i kommuneplanen. Her frygter man, ændringerne vil ramme nogle områder, hvor den kollektive trafik endnu ikke er tilstrækkeligt udbygget.

- Vi kan ikke gøre det alle steder. Det kræver, at det er områder, der er godt betjent af kollektiv trafik, siger Lars Weiss (S), der er gruppeformand og medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

I medlemsforslaget er der lagt op til, at det fortsat skal være muligt at køre nødkørsel med eksempelvis ambulancer og brandbiler i de bilfri byområder, ligesom varekørsel også skal være tilladt.

Partierne bag ændringsforslaget lægger desuden op til at, man i nye bydele skal kunne bygge parkeringsanlæg, der ligger et stykke væk fra bygninger, man opfører - eventuelt under jorden.

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt