SJÆLLAND: Region Sjælland er den region, hvor der generelt er det laveste uddannelsesniveau, og hvor færrest unge uddanner sig. Det harmonerer ikke med, at regionens offentlige og private virksomheder mangler kvalificeret arbejdskraft, så derfor sættes der nu 11 mio. kr. af til 12 indsatser for at få flere i uddannelse, oplyser regionen. Udviklingsmidlerne er afsat i budgettet for 2023.
Omkring hver tredje 25-årige i regionen har ikke gennemført en ungdomsuddannelse, hvilket er det laveste niveau sammenlignet med andre regioner. Også i forhold til antallet af borgere med en mellemlang eller videregående uddannelse ligger regionen lavest. Det er udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde, der nu afsætter midlerne.
- Uddannelse er en af de vigtigste forudsætninger for udvikling og et liv med muligheder. Derfor er det afgørende, at vi sætter alle sejl ind på at få mere uddannelse til flere. Vi har i Region Sjælland for mange unge, som aldrig er kommet i gang med en uddannelse. Med denne satsning håber vi at få motiveret dem til komme i gang, men også at flere vil efteruddanne sig, siger udvalgsformand Christian Wedell-Neergaard (K).
Velfærd og faglært
Blandt de tolv uddannelsesindsatser går den største bevilling på 3 mio. til projekt Velfærdsakademiet, der sammen med ni af regionens kommuner og Profesionshøjskolen Absalon skal motivere flere 20-30-årige til at vælge en uddannelse inden for velfærdssektoren.
- Vi har i flere år stået med en decideret rekrutteringskrise i den offentlige sektor. Det er vanskeligt at ansætte medarbejdere til sygehusene. Kommunerne har også svært ved at finde dygtige folk til at give børnene en god start på livet og til at tage sig af de ældre. Vi har brug for at få flere af de unge til at uddanne sig og arbejde inden for velfærdsfagene, siger Christian Wedell-Neergaard.
Når det gælder andelen af befolkningen, der er faglærte, så har regionen førertrøjen og stolte traditioner med fx at vinde mesterskaber i Skills. Alligevel er der brug for at få flere til at tage en erhvervsuddannelse, siger næstformand for udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde Felex Pedersen (S).
- Vi får for eksempel brug for elektrikere, vvs’ere og andre faglærte til den grønne omstilling. Samtidig får vi også brug for flere faglærte til sundhedsopgaverne i kommuner og på sygehuse. Det gælder særligt SOSU-assistenter, som der er stor mangel på.
Syv af de tolv projekter, der nu får midler, har derfor fokus på enten at få flere faglærte eller at efteruddanne dem, der allerede har en erhvervsuddannelse. Derudover er der bl.a. også penge til at understøtte muligheder ved Femern Belt - Maribo Gymnasium får fx støtte til at oprette en international og engelsksproget studieretning, så der er uddannelsesmuligheder for internationale familier, der bosætter sig på Lolland.
Læs mere om uddannelsesprojekterne i udvalgsdagsordenen her.
Fakta - uddannelsesprojekter er en del af satsningen
- Velfærdsakademiet
- Umage: Uddannelsesfremmende fællesskaber
- Nyt over Lolland: Nye tilgange til unge voksne på overførselsindkomst
- Karrieren i kassen: Karriere- og uddannelsesvejledning for unge i detailbranchen
- Virksomhedsvejen: Virksomheders hjælp til skoletrætte unge
- HF Læringscenter i Nordvestsjælland
- Nakskov Akademi
- Den tilgængelige erhvervsskole
- Global Studies på Maribo Gymnasium
- Samarbejdsaftale med Campus Køge
- Karrierecentrum – uvildig karrierevejledning for borgere i og uden job
- Ny Mesterlære for herboende udlændinge
Kilde: Region Sjælland.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.