Flere kommuner står over for problemer med trængsel på vejen
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Flere kommuner står over for problemer med trængsel på vejen

En analyse for Dansk Byggeri viser, at flere kommuner vil tiltrække færre pendlere, medmindre der bliver investeret i infrastuktur.
27. JAN 2020 14.40

I mange af landets kommuner kan trafikanterne se frem til mere trængsel på vejene, hvis der ikke bliver sat gang i nye vej-, bane- og tunnelprojekter. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelese efter, at MOE Tetraplan har udarbejdet en analyse for Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri. 

Analysen viser, at trængslen vil stige med 78 pct. i 2035 sammenlignet med 2015. I myldretiden er stigningen endnu større – omkring en fordobling.

- Mange pendlere er villige til at køre mange kilometer for at komme til og fra arbejde. Men der er grænser for, hvor lang tid folk vil bruge på at sidde i kø i morgen- og eftermiddagstrafikken. Hvis det fremover kommer til at tage længere tid at køre den samme strækning, vil det betyde, at virksomhederne får et mindre opland at tiltrække medarbejdere fra. Og det vil gå ud over væksten, siger branchedirektør i Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri Henrik Friis.

Det er især i Hovedstadsområdet, Syd- og Vestsjælland, Trekantområdet og i Østjylland, at virksomhederne vil have mindre arbejdskraft til rådighed i 2035, hvis infrastrukturen ikke bliver udbygget. Hvis pendlerne er villige til at rejse en time hver vej til og fra arbejde, vil virksomheder i fx Fredericia, Kolding, Vejle og Hvidovre have over 20 pct. mindre arbejdskraft til rådighed i 2035, viser analysen.

I andre kommuner som fx Holstebro og Silkeborg vil det ifølge analysen være lettere for virksomhederne at tiltrække medarbejdere i 2035 end i 2015. Det skyldes, at udbygningen af motorvejsnettet, som blev færdig efter 2015, løsner op for trængslen og gør rejsetiden kortere. 

- Hvis virksomhederne skal have ordentlige muligheder for at få fat i de rigtige medarbejdere, er det nødvendigt at få sat gang i de mange infrastrukturprojekter, der bare ligger og samler støv. Vi skal udbygge vejnettet, gøre jernbanen mere attraktiv og skabe en bedre mobilitet og sammenhæng mellem de forskellige transportformer, så pendlerne ikke spilder unødig tid i trafikken, siger Henrik Friis. 

esl

Se her en oversigt over, hvordan kommunerne bliver påvirket.

Se hele analysen her

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev