Ni ud af ti boliger til en værdi over 7,5 mio. kr. ligger i København eller omegn, viser et nyt svar, som Skatteministeriet har givet til Folketingets Finansudvalg.
Af svaret fremgår det, at der i 2021, hvor regeringen vil indføre et nyt boligskattestop, vil være 15.200 boliger til en værdi af 7,5 mio. kr. eller mere i hele landet. Boligerne er dog på ingen måde jævnt fordelt. 5.100 af dem ligger i Gentofte, mens 80 kommuner ikke har en eneste bolig til en værdi over 7,5 mio. kr.
Det gælder for hele Vestjylland, der ikke har nogen boliger til mere end 6,25 mio. kr. Samlet set har hele Jylland 1300 boliger i den allerøverste prisklasse, hvoraf 1000 er placeret i Østjylland. Bornholm er dog det område med færrest dyre boliger, da de ikke har et eneste til mere end 5 mio. kr.
Billigst i Vest- og Sydsjælland
Flest billige boliger finder man ifølge svaret i Vest- og Sydsjælland, der har 139.500 boliger til en værdi under 1,25 mio. kr. De billige boliger bliver ofte fremhævet som en ulempe for kommunerne i området, fordi de forårsager en nettotilflytning af borgere på overførselsindkomster.
- I modsætning til hovedstadsområdet har vi haft mange billige boliger. Jeg ved ikke, om man skal bruge ordet ’magnet’, men det har da i hvert fald en tiltrækningskraft for folk med små indkomster, sagde Vordingborg-borgmester Knud Larsen (V) sidste år til Kristeligt Dagblad.
Svaret, der indeholder antallet af ejerboliger fordelt på kommuner og landsdele kan ses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.