På et stigende antal arbejdspladser i Danmark tager man særlige hensyn til de ældre medarbejdere. Her kan ansatte over 55 år eksempelvis holde nogle ekstra fridage, have mere fleksibel arbejdstid eller få nye opgaver, der måske er mindre fysisk krævende.
Ifølge en ny rapport fra Aalborg Universitet er der i de seneste fire år sket en markant udvikling, så det nu er mere end halvdelen af arbejdspladserne, der tilbyder en form for fleksibilitet til de ansatte over 55 år.
- Det går den rigtige vej, i form af at der er langt flere arbejdspladser nu, der tilbyder fleksibilitet, end der bare var for fire år siden.
- Der er klart også et potentiale for at få endnu flere arbejdspladser med, siger lektor Jeevitha Yogachandiran Qvist, Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet.
Forskerne har set nærmere på danske arbejdspladser med mere end fem ansatte og mindst én medarbejder over 55 år. Studiet omfatter 1.787 arbejdspladser på tværs af brancher og både i det private private og offentlige.
3F: Plads til forbedring
Mere end halvdelen tilbyder altså en form fleksibilitet til ansatte over 55 år.
Hos fagforbundet 3F, hvis medlemmer tæller faglærte og ufaglærte i en lang række brancher, har man lavet en rundspørge blandt lidt mere end 1.000 tillidsrepræsentanter.
Blandt dem svarer 48 procent, at deres arbejdsplads tager særlige hensyn til seniorerne. 40 procent svarer, at der ikke er særlige hensyn, og 12 procent svarer "ved ikke".
Det viser, at der er plads til forbedring, mener næstformand i 3F Tina Christensen.
- Det er jo ret bekymrende, at der fortsat er så mange virksomheder, der ikke har en seniorordning, når vi ved, at seniorerne i markant stigende grad er på arbejdsmarkedet og en vigtig del af arbejdsstyrken i Danmark.
- Hvis virksomhederne udnytter de muligheder, der er i overenskomsterne, så kan man rent faktisk sagtens lave nogle gode seniorordninger, siger hun.
Rundspørgen blandt 3F's tillidsfolk viser også, at de oplever, at mange af deres kolleger er bekymrede for, om de kan holde til at arbejde, til de når pensionsalderen.
- Mange af 3F's medlemmer har hårde fysiske jobs, som selvfølgelig slider på kroppen gennem et langt arbejdsliv, siger Tina Christensen.
Seniorer får nedsat tid og mindre belastende opgaver
- Forskerne har set nærmere på danske arbejdspladser med mere end fem ansatte og mindst én medarbejder over 55 år.
- Studiet omfatter 1.787 arbejdspladser - et repræsentativt udsnit på tværs af brancher og både i det private private og offentlige.
- I 2018 angav 39 procent, at der var mulighed for, at seniorer kunne få nedsat arbejdstid. I 2022 gjaldt det 57 procent.
- Nedsat arbejdstid er udbredt gennem kollektive overenskomster i forskellige former i både det private og det offentlige. Det kan være i form af arbejdsgiverbetalte seniordage eller som led i en fritvalgsordning.
- 54 procent tilbød i 2022 seniorer fleksible arbejdstider og hybridarbejde som eksempelvis hjemmearbejde mod kun 28 procent i 2018.
- Den markante stigning kan ifølge forskerne kædes sammen med de erfaringer, som virksomheder gjorde under coronapandemiens nedlukninger med hybridarbejde og fleksibilitet i arbejdstider.
- 42 procent af arbejdspladserne gav i 2022 mulighed for at få nye funktioner mod 31 procent i 2018.
Kilde: "Arbejdspladsernes fleksibilitet i seniorarbejdslivet", Aalborg Universitet
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.