Fire regioner kan forvente stigende smitte de næste to uger
Ud fra en model fra Statens Serum Institut vil antallet af positive test kunne lande på 1.200-1.300 i starten af november, hvis antallet af test er nogenlunde konstant. (Arkivfoto)
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Fire regioner kan forvente stigende smitte de næste to uger

Statens Serum Institut forventer, at alle regioner undtagen Region Midt vil se mere smitte de kommende uger.
25. OKT 2020 11.19
TEMA: Corona

Der er udsigt til stigende smitte de kommende to uger i fire af landets fem regioner. Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI), der med en matematisk model har forsøgt at estimere udviklingen de kommende to uger.

Der er udsigt til stigende smitte i Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Nordjylland.

Kun i Region Midtjylland ventes antallet af daglige smittetilfælde at gå ned. SSI understreger, at estimaterne er behæftet med betydelig usikkerhed.

Ud fra modellen vil antallet af positive test kunne lande på 1200-1.300 i starten af november, hvis antallet af test er nogenlunde konstant. Der er taget udgangspunkt i gennemsnit 37.000 test om dagen.

Højst i Hovedstaden

I Region Hovedstaden ventes antallet af daglige smittetilfælde at nå 700 om dagen i starten af november, mens det i Syddanmark vil være 250, Sjælland 150, Region Midtjylland 100 og Nordjylland 50-60.

- Vi kan se, at vækstraten stiger i fire af fem regioner i de kommende 14 dage, hvis udviklingen fortsætter, siger Kåre Mølbak, der er faglig direktør for Statens Serum Institut.

- Der er altid en række usikkerheder, når man ved hjælp af matematisk modellering prøver at forudsige udviklingen af epidemien, men prognoserne kan være en støtte i forhold til regionernes planlægning, siger Kåre Mølbak i en skriftlig kommentar.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev