
Regeringen har netop fremlagt finanslovsforslaget for 2013, 'På vej mod et stærkere Danmark', der har flere initiativer indenfor uddannelse og forskning.
Regeringen afsætter næsten 3 mia. kr. ekstra til uddannelse, og holder fast i et højt niveau på 20,2 mia. kr. i offentlige forskningsbevillinger. Regeringen styrker også indsatsen mod ungdomsarbejdsløshed med 600 mio. kr. i perioden 2013-2016 og afsætter 600 mio. kr. ekstra over 3 år til at opkvalificere flere ledige. Derudover afsætter regeringen 3,9 mia. kr. over de kommende år til en ny bro over Storstrømmen.
Af forslaget fremgår det også, at satspuljen ikke bliver tilført nye midler i år, hvilket betyder at den i 2013 rummer 265 mio. kr. S-R-SF foreslår, at satsmidlerne bl.a. bruges til en styrket indsats overfor børn udsat for overgreb og sundhed for udsatte grupper. Udover satspuljen er der afsat en reserve på 400 mio. kr., som foreslås at bruges på udsatte grupper mm.
Finanspolitikken og en række andre økonomisk-politiske tiltag, herunder kickstarten, energiaftalen og fremrykningen af renovering af almene boliger, skønnes i 2012 og 2013 samlet at understøtte BNP-væksten med henholdsvis 0,6 pct. og 0,3 pct. Samlet set skønnes virkningen af de offentlige investeringer, andre tiltag og reformer isoleret set at understøtte beskæftigelsen med 21.000 jobs i 2013.
Halvt underskud sammenlignet med 2012
Regeringen forventer samlet set et underskud på 36,5 mia. kr. til næste år, og dermed er underskuddet halveret i forhold til 2012, hvor der ventes et underskud på 73,5 mia. kr. En væsentlig del af underskuddet i år skyldes udbetalingen af efterlønsbidraget som følge af efterlønsreformen. Det beløber sig til 24,5 mia. kr. i år.
- Jeg er tilfreds med, at vi med vores skøn har udsigt til, at Danmark indfrier EU-henstillingens krav om, at det faktiske offentlige underskud bringes under grænsen på 3 pct. af BNP senest i 2013 og en strukturel forbedring af den offentlige saldo på 1½ pct. af BNP fra 2010 til 2013. Troværdigheden om finanspolitikken er med til at sikre vores lave renter, siger finansminister Bjarne Corydon (S) i en pressemeddelelse.
- Samtidig med at vi fører en troværdig finanspolitik formår regeringen at styrke indsatsen overfor unge ledige og ledige, som har brug for opkvalificering eller uddannelse for at få et arbejde, ligesom der er blevet plads til en massiv satsning på uddannelse og forskning, siger han
Den økonomiske vækst ventes i 2013 at blive på 1,7 pct. mod 0,9 pct. i år.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.