dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Omø har en lystbådehavn, en dagligvarehandel og en skole, der tilbyder undervisning til og med 6. klassetrin.
Finn Frandsen, Ritzau Scanpix

Fighterånd gjorde Omø til Årets Ø 2023

Fur i Limfjorden, Hjarnø i Horsens Fjord og Omø i Storebælt var nominerede.
4. MAJ 2023 9.01

SLAGELSE: Omø kan kalde sig Årets Ø 2023, oplyser Forenet Kredit. 

Finalefeltet bestod af tre nominerede - Fur i Limfjorden, Hjarnø i Horsens Fjord og Omø i Storebælt. Og selvom alle tre øer var stærke kandidater, så har komitéen bag prisen kåret Omø som Årets Ø 2023.

- Vi har besøgt tre meget spændende øer, hvor sammenhold og viljestyrke er en fællesnævner. Det har ikke været let for komitéen at vælge én vinder. Men selvom det har været tæt, så synes vi, at Omø fortjener titlen som Årets Ø 2023, fortæller Mette Ravn, formand for komitéen for partnerskabet Årets Ø og bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit.

At valget er faldet på Omø skyldes ikke mindst øens forbilledlige fighterånd og fællesskab, der har reddet både øens kyster, skole, købmand og færgedrift.

- Der har været - og er fortsat - udfordringer og meget på spil på Omø. Det gælder for eksempel kampen for at holde den lokale skole åben for kun seks elever. Øboernes utrættelige arbejde for at sikre, at den lokale købmand, der også er et centralt mødested på øen, kan have en økonomi, som hænger sammen. Og så skal der bare være hyppig færgedrift, så øen ikke afskæres fra fastlandet. Selv naturkræfterne har de taget kampen op imod ved at få etableret diger på kysten. Det er meget imponerende, siger Mette Ravn, der håber, at beboerne på Omø med titlen "kan inspirere andre øsamfund, der også møder udfordringer".

Med kåringen følger en præmie på 50.000 kroner. De to øvrige finalister deler andenpladsen og modtager hver 25.000 kroner.

Diger gav tryghed

Omø har 159 beboere og ligger med sine 4,5 kvadratkilometer i skillelinjen mellem Storebælt og Smålandsfarvandet. Der er daglig færgeforbindelse til Stigsnæs færgehavn ved Skælskør - en tur, der tager cirka 50 minutter. Øen har en lystbådehavn, en dagligvarehandel og en skole, der tilbyder undervisning til og med 6. klassetrin.

Øen har også et hav af foreninger, hvor helsårs- og fritidsbeboere hjælpes ad med at skabe aktiviteter hele året. Omø Boligforening har bygget fire ældrevenlige boliger og et aktivitetshus ved blandt andet frivillig arbejdskraft, og øens digelag har gennem bygning af diger genetableret tryghed på øen, efter at øen blev hårdt ramt af en stormflod i 2006.

Gennemsnitsalderen på Omø er cirka 60 år, og man håber på at kunne tiltrække flere børnefamilier. Øens bosætningsgruppe arbejder derfor for at sikre prøveboliger og på sigt også gerne flere lejeboliger til fremtidige øboere. Og så har øboerne et rigtig godt samarbejde med Slagelse Kommune, der er lydhør overfor problemstillingerne.

Bag partnerskabet Årets Ø står partnerne Forenet Kredit, Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd. Temaet for Årets Ø 2023 er "Udvikling af øen gennem lokale ressourcer".

Med prisen for Årets Ø ønsker partnerskabet bag Årets Ø at sætte fokus på lokalsamfundene på de danske øer, så både beboere, gæster og andre interessenter får lyst til at gøre en ekstra indsats for øerne. Prisen blev uddelt første gang i 2020.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/fighteraand-gjorde-omoe-til-aarets-oe-2023

GDPR