
I Favrskov mistede borgmester Nils Borring (S) både sit flertal og borgmesterposten, efter at Socialdemokratiet er gået tilbage med to mandater. Og det blev hans sidste valg som spids.
Ifølge Lokalavisen Favrskov vil han efter de 12 år som borgmester lade en ny komme til. Han fik de fleste - 4.722 - personlige stemmer, hvilket er mere end tre gange så mange som de 1.440 til Lars Storgaard (K), som efter fremgang fra to til seks mandater blev ny borgmester med V-NB-DF bag sig, og Venstres borgmesterkandidat Birgit Liin med 1.247.
I Norddjurs er borgmester Jan Petersen (S) nået til samme konklusion som Nils Borring. Efter 12 år som borgmester mistede han sit flertal, da Socialdemokratiet gik tilbage fra 11 til ni mandater, og Venstres Kasper Bjerregaard blev ny. borgmester.
- Jeg tror, man skal kende sin besøgelsestid, og jeg tror, jeg har givet Norddjurs Kommune og dens borgere det, jeg kan. Både fra Folketinget og fra kommunalbestyrelsen, så man vil ikke se mig stille op næste gang, siger han i TV2 Østjylland.
Han tilføjer, at valgnederlaget er nemmere at bære end nogle af de beslutninger, han har været nødt til at træffe som borgmester.
- Det var især tungt i 2018, hvor jeg var nødt til at skære i hjemmehjælpen, på skolerne og børnehaverne. Det er jo ikke min dagsorden. Så det var sværere, end det jeg er udsat for i de her dage, siger Jan Petersen.
I Skive trækker S-spidsen Peder Christensen sig, beretter Skive Folkeblad. Den 63-årige politimand sagde sit job op for at satse 100 procent på borgmesterposten. Nu vil han tilbage på arbejdsmarkedet.
S mistede et mandat fra ni til otte pladser, og borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) kunne fortsætte med en fremgang fra 11 til 12. Kirkegaard fik 4.173 stemmer og Peder Christensen 2.842 - ellers ikke langt fra de 2.853 fra KV17.
I Ringsted meddeler S-spids Per Flor, at han nu trækker sig som gruppeformand oven på et skuffende valg, hvor det ikke lykkedes at vippe Henrik Hvidesten (V) af som borgmester. S gik fra fem til fire pladser, og V bevarede sine seks.
Flor mistede mange personlige stemmer fra KV17 til denne gang - fra 1.036 til 774 stemmer, mens Hvidesten gik frem fra 2.734 til 3.037, samtidig med, at K havde stor mandatfremgang fra tre til seks pladser.
I Guldborgsund melder Bo Abildgaard, tidligere borgmesterkandidat fra KV17 og nuværende formand for social, sundhed og omsorgsudvalget sig ifølge Folketidende helt ud af Socialdemokratiet. Hans 180 personlige stemmer rakte ikke til at få fornyet mandatet i det kommende byråd, og beslutningen blev taget kort derefter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.