AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

KV25: Cyberangreb var russiske

Cyberangreb mod Danmark er udført af pro-russiske grupper med forbindelse til den russiske stat, vurderer FE. (OPDATERES)
18. DEC 2025 17.31

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at to cyberangreb i Danmark er udført af prorussiske grupper med forbindelser til den russiske stat.

Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde torsdag eftermiddag.

- Forsvarets Efterretningstjeneste kan nu tilskrive to cyberangreb i Danmark til to pro-russiske grupper, der begge har forbindelse til den russiske stat, siger han.

Det ene angreb drejer sig om et angreb mod et dansk vandværk i 2024 ved Køge.

Her blev vandtrykket påvirket, hvilket fik vandrør til at springe. Flere kunder manglede derfor vand.

Ved det andet angreb var der tale om overbelastningsangreb mod hjemmesider i forbindelse med kommunal- og regionalvalget i november.

Her oplevede flere kommuner, at deres hjemmesider gik ned som konsekvens af overbelastning.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at der fra russisk side udføres hybridangreb i Danmark, siger Troels Lund Poulsen.

Angrebene har haft begrænset skade, men det viser alvorlige perspektiver, siger beredskabsminister Torsten Schack (V).

- Det viser, at der er kræfter, der er i stand til at lukke for vigtige dele af vores samfund.

Forsvarets Efterretningstjeneste sætter navn på hackergrupperne.

De vurderer, at det er den prorussiske gruppe Z-Pentest, der stod bag angrebet mod vandværket.

Bag angrebet mod hjemmesiderne ved kommunal- og regionalvalget i november stod gruppen NoName057(16), lyder det.

Tjenesten er på baggrund af efterretninger ret sikker i sin sag.

- Vi vurderer, at det er meget sandsynligt, og det betyder, at vi er meget sikre på, at det er prorussiske grupper, som har forbindelse til den russiske stat, siger FE-chef Thomas Ahrenkiel på pressemødet.

Danmark er ikke tilstrækkeligt rustet til at stå imod angrebene fra Rusland, erkender regeringen.

- Jeg tror, at man skal være tordnende naiv, hvis man tror, at vi er i mål på cybersikkerhed, siger Torsten Schack.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/fe-cyberangreb-under-kv25-var-prorussisk

GDPR