Fast serviceniveau nærmer sig magtfordrejning

Af formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen

Man plejer at sige, at det første offer i en krig er sandheden. Overført til disse sparetider for det offentlige kunne man sige, at det første offer let kan blive retssikkerheden. De kommunale spareøvelser har i hvert fald vist, at det såkaldte serviceniveau ikke er så afhængigt af, hvad loven siger, men mere af, hvor slunken kommunekassen er!

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har for 2011 aftalt, at udgifterne skal holdes i ro. KL siger, at det er mere end svært, fordi der kommer flere 'kunder' i butikken, og udgifterne til det specialiserede socialområde bliver ved med at stige.

I ekkoet fra talrige udmeldinger om de meget store udgifter til handicappede og udsatte grupper har kommunerne vedtaget budgetter, der indeholder store procentvise nedskæringer på det specialiserede sociale område.

De kommunale sparemål er fastsat med afsæt i nyformulerede kommunale serviceniveauer. Med stor detaljeringsgrad fastsætter de, hvor lidt borgeren kan nøjes med. Når sparemålene skal realiseres hos borgere, der allerede modtager en løbende ydelse, f.eks. hjemmehjælp eller bostøtte, kræver det en ny begrundet afgørelse (revisitation) med klagevejledning. Og så har vi balladen! Utaknemmelige borgere klager nemlig i stor stil til de sociale nævn, som endda formaster sig til at lave kommunernes afgørelser om! Og hvor er de kommunale besparelser så henne?

Nærmer sig magtfordrejning
Ydelserne gives typisk efter Serviceloven. Den har et formål om 'at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder'. Det forudsætter en individuel vurdering af borgerens behov.

Hvis det kommunale serviceniveau allerede nøje har fastlagt ydelsesomfanget, hvordan kan man så leve op til lovens krav om en individuel bedømmelse? Det ligner den ugyldighedsgrund, som juristerne kalder 'skøn under regel'. For når det formulerede serviceniveau er en følge af et konkret vedtaget sparemål, er det så ikke alene økonomiske hensyn, der bærer afgørelsen? Det nærmer sig dermed også den ugyldighedsgrund, som juristerne kalder magtfordrejning.

Revisitationssagerne rejser et særligt problem: I langt de fleste af sagerne, er der ikke sket nogen ændring i borgerens situation. Ændringen er alene, at kommunen har besluttet at spare på området! Så det gode spørgsmål er, om sagerne lever op til servicelovens krav og almindelige forvaltningsretlige principper?

Afgørelsen danner praksis
Det må kræve megen omhu at formulere begrundelserne i afgørelserne. Ændres afgørelsen, har kommunen som før nævnt et økonomisk problem: Afgørelsen danner praksis! Hvad kan man gøre ved det? Det mest fristende på mikroplan er nok at lade være med at give skriftlige afgørelser og på makroplan at begrænse klagemyndighedernes muligheder for at ændre de kommunale afgørelser.

KL har da også for længst rettet skytset den vej og vil begrænse klageadgangen. Spørgsmålet bliver givetvis en del af de aktuelle forhandlinger mellem regeringen og kommunerne.

Vi er inde i en udvikling, hvor borgerens støttemuligheder efter den sociale lovgivning forringes samtidig med, at retssikkerheden for de mest udsatte grupper i samfundet er under massivt pres. Der er tale om en snigende omgåelse af lovgivningen.

Det kan ingen være tjent med! De der mener, at serviceniveauet er for højt for udsatte i vores samfund, og at udsatte skal holde for, når sparekniven skal svinges, må tone rent flag! Sig, at serviceloven skal laves om! Stop snigeren!


Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen