Viborg Kommune og fire andre kommuner har sat sig for at gøre det muligt, at undervisningen i folkeskolen kan foregå på en anderledes måde. Lærerne planlægger og tilrettelægger deres undervisning på computer og eleverne undervises via bærbar computer.
- Det er det mest ambitiøse IT-skoleprojekt , vi nogensinde har været med til i Viborg Kommune, og det er afgjort et stykke arbejde, vi som kommune vil lægge megen energi i. Det er en anderledes måde at tænke skole på, siger afdelingsleder for Undervisning, Dennis Møller Hansen.
Viborg Kommune er en del af styregruppen i et storstilet skoleprojekt, der foruden Viborg Kommune omfatter Holstebro, Skive, Ringkøbing-Skjern og Lemvig Kommuner.
Det er et digitalt projekt, der - når ideerne bliver ført ud i livet - indebærer, at samtlige elever fra børnehaveklasse til 10. klasse har deres egen bærbare computer. Det vil i sig selv være en forandring i forhold til den skoledag, som eleverne kender i dag. Men den største forandring vil være dét, som eleverne vil kunne finde på deres computer.
Computer i stedet for skoletaske
Det eleverne i dag bringer frem og tilbage i skoletasken, vil de fremover have på deres bærbare computer. Desuden vil de i en vis udstrækning kunne blive undervist via computeren eller deres undervisning vil blive støttet af computeren.
- Det er i dag et krav, at læreren skal differentiere undervisningen, men det er en rigtig stor opgave i en klasse med for eksempel 25 elever. Her kan computeren bruges som hjælpemiddel i langt større udstrækning, end den bliver i dag, siger Dennis Møller Hansen.
De fem kommuner forventer at få én millioner kroner af Region Midtjyllands Vækstforum og lægger selv én million kroner til i form af arbejdstid. Pengene skal bruges i et såkaldt OPI-projekt, hvor bogstaverne står for Offentlig Privat Innovation - altså et innovativt og nytænkende samarbejde mellem det offentlige og det private.
Pengene fra Region Midtjylland skal blandt andet bruges til en innovationskonference i efteråret, hvor projektets lærere inddrages, og hvor der skal udarbejdes en drejebog over det videre forløb.
Mere kommunikation og bedre socialt mijø
- I de fem kommuner satte vi os for at undersøge, hvor det brænder mest på i dagens folkeskole. På hvilke områder mener skolerne, at der brug for udvikling, fortæller Dennis Møller Hansen.
Den undersøgelse stod VIA University Colleges videnscenter for. De spurgte lærere, skoleledere og konsulenter.
Deres undersøgelse pegede på to ting. Lærerne ønsker mere tid til kommunikation - både til kommunikation med eleverne i timerne og til kommunikation med kolleger og forældre. Desuden ønsker de gennem differentierede læremidler at få bedre tid til at arbejde med relationerne mellem eleverne - altså et bedre socialt miljø i klassen, siger Dennis Møller Hansen om undersøgelsens konklusion.
Projektgruppen tager i første omgang fat på kommunikationsdelen, og det er tanken, at det private erhvervsliv skal inddrages i tilblivelsen af de nye computerprogrammer, der skal udvikles. Det kan for eksempel være softwareproducenter, forlag og multimedie-designere.
- Desuden skal lærerne fra de fem kommuner, der har medvirket i VIA's undersøgelse, også være med til at udvikle de nye programmer, som tager højde for elevens faglige niveau og dermed tilbyder en slags individuel undervisningsplan, siger Dennis Møller Hansen.
Et sådant teknologisk syvmileskridt kan på længere sigt betyde, at lærerne får mere tid til at arbejde på mindre hold med elever med særlige behov og særlige forudsætninger og at eleverne øger deres udbytte af undervisningen.
De fem kommuner er blevet forhåndsgodkendt til at kunne blive støttet af statens såkaldte ABT-fond (Anvendt Borger Teknologi) med ca. 10 mio. kr.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.