Yderligere 641 er bekræftet smittet med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) søndag. Det er det laveste antal smittede siden søndag for en uge siden. Fire dage den seneste uge har der været flere end 1.000 bekræftede smittetilfælde.
De 641 positive prøver er fundet via 78.706 PCR-test. Dermed var det 0,81 pct. af prøverne, der påviste smitte. Også det er færre end de øvrige dage i denne uge.
Der er søndag 53 indlagt med coronavirus på landets hospitaler. Det er to færre end lørdag. Det er første gang i en uge, at der sker et fald i det samlede antal indlagte coronapatienter. Ligesom lørdag er der ti indlagt på intensiv til behandling, heraf får ni af dem hjælp af en respirator til at trække vejret.
Ikke grund til bekymring
Smittesituationen er nogenlunde under kontrol, og der er derfor ikke grund til bekymring over den seneste tids stigende smitte. Det mener Christian Wamberg, der er overlæge på intensivafdeling på Bispebjerg Hospital.
Det skyldes, at det primært er den unge del af befolkningen, der endnu er uvaccineret, som bliver smittede.
- Om det er 500 eller 1.000 bekræftede tilfælde har ikke den store betydning, siger Christian Wamberg om dagens smittetal.
Han mener, at de unge for deres egen skyld med fordel fortsat kan begrænse sig for at undgå smitte.
- Og for ikke at puste til epidemien, siger Christian Wamberg.
Flere eksperter havde før sommeren peget på, at der med det varme vejr også ville komme lavere smittetal, da færre ville være indendørs. Det kaldes sæsoneffekten.
Selv om det gode vejr nu er over os, er sæsoneffekten dog forbi, mener Christian Wamberg.
- Den, tror jeg, vi så for en måned eller to siden. Nu ser vi formentlig resultatet af genåbningen af samfundet og specielt smitte i den uvaccinerede del af befolkningen, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.