

Andelen af pædagoger, som arbejder i dagtilbud ét år efter de blev færdiguddannet, er faldet støt frem til 2019. I 1997 arbejdede 47 pct. af de nyuddannede pædagoger i dagtilbud ét år efter dimission, mens det samme kun var tilfældet for 37 pct. af de nyuddannede pædagoger i 2019. Andelen er steget igen frem til 2021, men det er endnu ikke klart, om stigningen er en midlertidig reaktion på covid-19.
Det fremgår af en af analyserne i rapporten Manglen på pædagoger fra tænketanken Dea. Bag rapport og analyse står seniorøkonom i Dea Katja Helena Jensen, der over for dagbladet Politiken vurderer, at periodens fald på 10 procentpoint er meget.
- Mange af dem søger i stedet ind på en ny uddannelse, især pædagogik på universitetet. Der er en tendens til, at det gælder de fagligt stærke pædagoger, som har de højeste karakterer fra gymnasiet. Hvis de vendte tilbage, ville det jo være en god ting, fordi det at have en pædagog med en kandidatgrad i pædagogik i et dagtilbud kan højne kvaliteten i institutionen. Men det gør langtfra alle, siger Katja Helena Jensen, der tilføjer, at konsekvensen er endnu færre uddannede pædagoger i dagtilbuddene.
Kommuneforskelle
Pædagoger forlader til gengæld ikke deres brancher i særlig høj grad sammenlignet med fx lærere og sygeplejersker. Det forlader heller ikke dagtilbuddene i højere grad end før i tiden, og der er heller ingen tendens til at de forlader deres job i højere grad end ansatte i skoler og på specialområdet. Analysen viser også, at nyuddannede mandlige pædagoger vælger dagtilbud i mindre grad end de kvindelige.
Forskellene i det samlede antal nyuddannede pædagoger på tværs af kommuner kan til dels forklares med, hvorvidt kommunen udbyder en pædagoguddannelse. Udbuddet af pædagoguddannelser forklarer dog langtfra hele forskellen, lyder det i analysen.
Kommuner, hvor få nyuddannede pædagoger arbejder i dagtilbud, har typisk ikke en stor ledig kapacitet at tage af i deres egen kommune. Kommuner, der tiltrækker mange nyuddannede, har også typisk mange pædagoger ansat i dagtilbud i det hele taget.
Det peger på, at det ikke i særlig grad er evnen til at fastholde pædagoger i dagtilbud i de enkelte kommuner, der afgør, hvilke kommuner der har mange pædagoger ansat i dagtilbud.
Den nyligt indgåede trepartsaftale sikrer et lønløft til bl.a. pædagogerne, men om det rækker til at få flere til at vælge dagtilbuddene vides ikke. Ifølge loven om minimumsnormeringer, der træder i kraft den 1. januar 2024 skal der minimum være én fra det pædagogiske personale til tre børn i vuggestuerne og én til seks børn i børnehaverne.
- Hvis ikke man gør noget ved dagtilbuddenes problemer med at tiltrække pædagoger, vil det være svært. For så kan man ikke leve op til loven uden at ansætte endnu mere personale uden en pædagogisk uddannelse, siger Katja Helena Jensen til avisen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.