EU's storstilede investeringsplan, den såkaldte Juncker-plan, har i løbet af de seneste år været med til at udløse investeringer for næsten 250 mia. euro i virksomheder og infrastruktur. Men pengene er i høj grad flydt uden om Danmark, skriver Finans.
Ud af EU's 28 medlemslande er Danmark placeret på en 24.-plads, når man sammenligner investeringerne i de enkelte lande med landenes bruttonationalprodukt (BNP). Det ærgrer Lars Magnus Christensen, der er cheføkonom i SMVdanmark, en organisation for 18.000 små- og mellemstore danske virksomheder.
- Kendskabet til Juncker-planens muligheder for finansiering er stadig for lille. Samtidig er der stadig et behov for finansieringsmuligheder blandt de små- og mellemstore danske virksomheder, siger han til Finans.
Kun Cypern, Malta, Luxembourg og Rumænien får mindre end Danmark ud af Juncker-planen, hvor et af de vigtigste punkter netop er at skabe adgang til risikovillig kapital for Europas små- og mellemstore virksomheder. Til sammenligning ligger Finland og Sverige henholdsvis på en 7.-plads og en 15.-plads, viser nye opdaterede tal fra EU-Kommissionen.
Også EU-Kommissionen mener, at kendskabet til Juncker-planen til tider har været mangelfuldt i enkelte lande.
- Der er mange forskellige årsager til, hvorfor landene er placeret, som de er. Men den vigtigste er nok niveauet af information omkring investeringsplanen i de enkelte medlemslande, siger Jyrki Katainen, næstformand for EU-Kommissionen og kommissær for beskæftigelse, vækst, investering og konkurrenceevne, ifølge Finans.
Planen, der er opkaldt efter EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har som mål at generere investeringer for samlet 315 mia. euro i EU-landene i årene 2015, 2016 og 2017.
EU-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank stiller selv garantier for 21 mia. euro, mens de resterende milliarder skal komme fra private investorer.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.