
Hvis EU-kommissionens budgetudspil fra i dag følges, så vil det betyde besparelser på strukturfondsmidlerne, lyder det fra KL.
- Jeg vil gerne advare mod, at man i EU skærer i strukturfondsmidlerne. Det er penge, som i høj grad gør gavn for vækst, beskæftigelse og innovation i hele Europa og i alle dele af Danmark. Der er utallige gode og gavnlige projekter, som aldrig ville være vokset frem uden økonomisk støtte, siger Erik Flyvholm (V), formand for KL's Internationale Udvalg om EU-Kommissionens budgetudspil, som skal lægge den finansielle ramme for alle EU's aktiviteter og politikker frem til 2027.
Selvom der faktisk er lagt op til en stigning i budgettet, så vil Storbritanniens udtrædelse af EU efterlade et stort hul i kassen, som vil betyde samlede besparelser. Samtidig har medlemslandene udtrykt ønsker om, at EU skal løse nye politiske udfordringer, som fx flygtningekrisen, hvilket ligeledes vil presse budgettet.
Færre midler vil skade væksten i kommunerne
Brexit vil betyde et minus på 100 mia. kr., som EU-Kommissionen ønsker at finde ved 80 pct. omprioritering af eksisterende midler og 20 pct. nye indtægter. En stor del af omprioriteringen vil skulle findes ved besparelser på samhørighedspolitikken, som strukturfondene er en del af. Det vides endnu ikke i detaljer, hvordan besparelserne skal findes.
I KL advarer man mod besparelser på strukturfondene. KL har længe arbejdet for, at Danmark også i næste budgetperiode får del i strukturfondsmidler.
- Strukturfondsmidlerne går til projekter, som ville være vanskelige at finansiere uden ekstra støtte. Hvis vi skal skabe vækst og arbejdspladser i hele landet, så kræver det, at vi tør gå nye veje og lade innovative folk komme til. Men hvis vi ikke har mulighed for at søge om udviklingsmidler, som kan give projekterne et skub, så vil mange af dem strande på grund af manglende finansiering. Det kommer til at skade borgerne og erhvervslivet, siger Erik Flyvholm.
Også i regeringens interesse
Regeringen har tidligere udtalt, at EU-budgettet ikke bør stige fra det nuværende niveau. Danmark står dog, sammen med Sverige, Holland og Østrig, alene blandt medlemslandene om det synspunkt. Erik Flyvholm opfordrer regeringen til at huske på betydningen af strukturfondsmidlerne for kommunerne.
- Det er i høj grad også i regeringens interesse at støtte op om strukturfondsmidlerne. Selvom vi har det godt i Danmark, så har vi brug for støtte, så vi sikrer, at hele landet oplever vækst og fremgang. Der gør EU-midlerne rent faktisk en stor forskel. Jeg håber, at regeringen vil kæmpe for, at det også fremover bliver muligt at anvende udviklingsmidler til at støtte gode, innovative og vækstskabende projekter, siger han.
Efter Kommissionens udspil nu er præsenteret, vil det være op til medlemslandene at blive enige, hvorefter EU-Parlamentet stemmer om hele budgettet. Det er Kommissionens ambition, at budgettet er forhandlet på plads inden valget til EU-Parlamentet i maj 2019.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.