ESBJERG: Og det nye koncept med en såkaldt Task Force Gruppe virker. Det bekræfter administrerende direktør, Niels Duedahl fra SydEnergi.
- Vi har jo haft et tæt samarbejde med kommunen i forbindelse med planlægningen af vores nye store domicil i Esbjerg og vores Erhvervsklynge, Next Step City. Jeg kan kun sige, at vi har fået en fantastisk god service. Kommunen har ageret hurtigt, fleksibelt og med en rigtig god indlevelse i vores behov, så det har været en rigtig god oplevelse hele vejen igennem.
Niels Duedahl får fuld opbakning fra sin kollega, Jesper Brix, der er direktør i Bramming Plastindustri.
- Jeg føler, at kommunen har givet os en rigtig god rådgivning og sparring. Vi har været i direkte dialog med de forskellige sagsbehandlere, så vores nye projekter blev kørt meget hurtigt igennem. Et stort skulderklap herfra.
Skal sikre Esbjergs forspring
Task Force Gruppen er et bevis på, at Esbjerg Kommune har ambitioner om at bevare den førende position, som en af Danmarks bedste iværksætterkommuner.
- Vi blev jo kåret som iværksætterkommune sidste år, og denne nye Task Force Gruppe er et af de mange tiltag, der også fremadrettet skal skabe optimale muligheder for udvikling og vækst af allerede etablerede virksomheder.
Samtidig ønsker vi naturligvis at tiltrække nye iværksættere og skabe rammerne for at de hurtigt kan etablere sig i kommunen, siger Johnny Søtrup (V), der er borgmester i Esbjerg Kommune.
Den nye Task Force Gruppe fungerer i praksis som et tæt samarbejde mellem Esbjerg Erhvervsudvikling og kommunen for at sikre, at iværksættere og virksomheder hurtigt bliver hjulpet videre, uanset om de kontakter kommunen eller Esbjerg Erhvervsudvikling.
Øget konkurrence
Både direktøren for teknik og miljø, Hans Kjær, og direktøren for Esbjerg Erhvervsudvikling, Tom Nielsen, bekræfter da også, at det nye koncept er kommet godt fra start.
- Vi kan mærke, at konkurrencen mellem kommunerne er steget ganske kraftigt de seneste år. Alle kommuner ønsker at tiltrække iværksættere og nye virksomheder, så det handler om at kunne reagere hurtigt, når en virksomhed eller iværksætter banker på døren, siger Hans Kjær.
Task Force Gruppen bliver som regel sammensat af et panel bestående af kontorchefen i bygningsmyndigheden, industrimiljøchefen, kontorchefen i Kommune- og Byplan, vejchefen og relevante chefer fra Esbjerg Forsyning. Afhængigt af sagens indhold kan gruppen suppleres med andre afdelingschefer og direktører.
Foto: http://www.flickr.com/photos/familymwr/4928611377/sizes/z/in/photostream/
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.