Enstemmighed i Midtjylland om tredje budgetaftale i træk

Større bloktilskud efter genberegning udmøntes i realvækst.

MIDTJYLLAND: Også det tredje af de hidtidige tre budgetaftaler i denne valgperiode har enstemmig tilslutning fra alle i Regionsråd Midtjylland. Efter Sjælland og Hovedstaden er det også det tredje regionsbudget i år med et enstemmigt regionsråd bag sig.

Midtjyllands 2021-budget er et vækstbudget med mærkbare løft på flere områder, befordret af at en genberegning af bloktilskudsfordelingen har givet Region Midtjylland en større andel af regionernes bloktilskud end hidtil på grund af en større befolkningstilvækst end landsgennemsnittet. De ekstra penge udmøntes for en dels vedkommende til realvækst, så hospitalerne kan holde trit med demografien.

Årets økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen giver Region Midtjylland 268 mio. kr. at gøre godt med, og regionen supplerer selv med 230 mio. kr., som man har fundet forskellige steder under budgetprocessen. Samlet er der derfor 498 mio. kr. til nye tiltag, og heraf går broderparten, 260 mio. kr. til øgede medicinudgifter.

De to supersygehuse, Aarhus Universitetshospital (Skejby) og Hospitalsenheden Vest (Gødstrup) tilgodeses med hovedparten af resten, henholdsvis 61 mio. kr. og 65 mio. kr. De resterende 102 mio. kr. fordeles for størstedelens vedkommende mellem regionens hospitaler, heraf fem mio. kr. til flytning af et kunstværk fra Herning til Gødstrup.

Partierne bag budgetaftalen er Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, De Radikale, De Konservative, Psykiatrilisten, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt på regionsrådsmødet 23. september.

 

Se budgetaftalen.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev