DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger
Endnu en aktør dropper frivillig vaccineordning
Regeringen håber, at to skrottede vacciner kan tilbydes til danskerne frivilligt. Men flere aktører er skeptiske. Her ses et vaccinationssted i Aalborg i april.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Endnu en aktør dropper frivillig vaccineordning

Udkast til retningslinjer får Carelink til at droppe ordning, hvor danskere kan vælge skrottede vacciner.

Carelink havde egentlig tænkt sig at byde ind på at være en del af ordningen, hvor danskerne kan blive vaccineret med en af de to skrottede vacciner mod coronavirus. Men sådan bliver det ikke.

Selskabet, der lyntester i Region Syddanmark, kan ikke "lægefagligt" se sig selv i udkastet til retningslinjerne til ordningen. Det fortæller adm. direktør Brian Rosenberg.

Normalt er der ifølge direktøren retningslinjer for risikoprofil, og hvordan en læge skal rådgive om vaccinerne. Men det er der ikke i udkastet til de her retningslinjer:

- Der er alene retningslinjer om, at man skal informere borgerne om, at der findes et andet tilbud, og at Sundhedsstyrelsen ikke anbefaler denne her fritvalgsordning. 

- På de givne vilkår kan vi ikke se os selv være en del af det, siger han.

Skepsis

Danmark har valgt at hive de to coronavacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson ud af det officielle vaccinationsprogram. Det er sket efter få tilfælde af særlige blodpropper blandt vaccinerede. I stedet arbejdes der på, at danskerne selv kan vælge at modtage en af de to, hvis ikke de vil vente på, at det bliver deres tur i den officielle plan. Men flere aktører er altså skeptiske.

Flere andre private vaccinationsudbydere har også afvist at deltage. Blandt andet Danske Lægers Vaccinations Service og MedFlex har over for Berlingske afvist at være en del af det. Firmaet Practio har tidligere udtrykt villighed til at stille sin infrastruktur til rådighed. Men udkastet til vejledningen kan ifølge selskabet gøre det svært at skaffe læger til opgaven.

- Jeg har ingen holdning til, hvem der må få, og hvem der ikke må få vaccinen. Jeg beder bare om klare retningslinjer, sagde medstifter Jonas Nilsen onsdag til Berlingske.

Vejledningen til ordningen med at vaccinere med de to vacciner er sendt i offentlig høring. Den kan altså stadig nå at blive ændret.


Ritzau