SJÆLLAND: Regionsrådets beslutning om at placere det fremtidige hovedsygehus i Køge giver anledning til stor skuffelse i Næstved. Beslutningen kan vise sig at få store og katastrofale konsekvenser for den sydlige del af Region Sjælland.
- Det som piner mig mest ved denne beslutning er, at borgerne i Region Sjælland ikke får den sygehusplan, som vil gavne dem bedst muligt. Det er min klare overbevisning, at det samlet set ikke gavner regionen at placere hovedsygehuset tæt på hovedstaden, tæt på et område hvor der i forvejen ligger mange store sygehuse, tæt på et område hvor erhvervslivet i forvejen har gode betingelser, og hvor uddannelsestilbuddet er stort, siger Henning Jensen (S).
En bred konstitueringsaftale var resultatet efter regionsrådsvalget i november, og derfor er det beklageligt, at Regionsrådet med formanden i spidsen vedtager en så omfattende sygehusplan i et splittet Regionsråd, hedder det på kommunens hjemmeside.
Ifølge regionens Køge-model, der blev vinderen, skal Næstved sygehus nu neddrosles til det, som - set med Næstved-briller - vel bedst kan betegnes som et landsbyhospital. Næstved sygehus er et af regionens største sygehuse, og kommunen vil nu arbejde på, at det får mulighed for at bevare så mange funktioner som muligt.
- Jeg ser nu frem til tætte og forpligtende forhandlinger med regionen - både hvad angår det nuværende sygehus i Næstved, men også i forhold til at styrke væksten ude på Sjælland. Vi bliver nødt til at tage initiativer, som kan styrke erhvervslivet, uddannelserne og bosætningen ude på Sjælland. Det vil kræve hårdt arbejde, og det vil kræve samarbejde på tværs af den offentlige og private sektor, siger Henning Jensen.
- Med placeringen af hovedsygehuset i Køge har regionen forpasset en enestående chance for at styrke væksten på Sjælland. I Næstved Kommune ser vi nu med stor interesse frem til regionens indsats og initiativer for at skabe arbejdspladser væk fra hovedstaden.
Regionsrådet valgte med sin beslutning i går at se bort fra Roskilde og Næstved, regionens to største byer. Det regionale udviklings boost som et nyt hovedsygehus i regionens midte ville give hele regionen, skal nu skabes på et - ikke umuligt - men et langt sværere grundlag, mener man i Næstved Kommune.
- At Region Sjælland ikke vil føre sin egen erhvervsudviklingspolitik, og i stedet fører hovedstadens, må på ny bringe spørgsmålet om Region Sjællands selvstændighed på banen, siger Næstved-borgmesteren.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.