Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

En RejseApp kunne løse trængselsproblemer

KRONIK I ni ud af ti biler er der formentlig kun en person - en enorm kapacitet, der hermed går tabt. KTC har en vision til en radikal løsning
9. FEB 2012 11.55

Torben Nøhr, Iben Koch og Kjeld Buusborg

Her præsenteres en vision for løsning af samfundets trængselsproblemer nær de store byer, - og en løsning på problemerne med kollektiv trafik i landdistrikterne.

Visionen kræver, at der ses på tværs af de nuværende sektorer, og at der anvendes ny digital teknologi. Der er tale om en radikal innovation, som forudsætter ændringer i vores adfærd. Effekten er langt bedre mobilitet i vores samfund og et markant bidrag til nedsættelse af CO2 belastningen fra transportsektoren.

Sæt dig ind i din bil (det kunne være i Køge) og aktiver din mobiltelefon. Indtast på et kort, hvortil du kører i dag. Det kunne være til din arbejdsplads i Ballerup. Få sekunder senere modtager du en meddelelse om, at tre personer i nærheden af dig også skal til Ballerup indenfor den næste halve time. Du sender en besked til én af disse, vi kalder ham Peter Jensen, som bekræfter aftalen. Når du samler Peter Jensen op, indtaster I begge på telefonerne, at nu er turen startet. Telefonerne slår automatisk GPS til, og når turen er slut, beregnes rutens samlede længde og prisen herfor. Beløbet overføres efterfølgende automatisk fra Peter Jensens konto til din Rejsekonto.

Systemet skal fungere lige så enkelt, som når du køber nye Apps eller musik over din iTunes-konto (eller tilsvarende). Ganske få klik, og det hele foregår automatisk inde i en computer. Systemet vil forudsætte to vigtige forhold:

Sikkert og billigt
For det første: Systemet skal være sikkert at anvende. Det kan gøres ved, at man skal være tilmeldt systemet via sin mobiltelefon med oplysninger om identitet, kontoforhold m.v.

For det andet: Prisen skal være attraktiv. Den udregnes efter antal kørte kilometer og udgør maksimalt halvdelen af et normalt benzinforbrug. Turen fra Køge til Ballerup koster således 20 kr. Er du daglig pendler bliver det 800 kr. om måneden. (Et månedskort til MOVIA koster til sammenligning 1060 kr.)

Vi har i dag et overbelastet vejnet i Hovedstadsområdet, det østjyske bybånd og omkring Odense. I ni ud af ti biler er der formentlig kun en person. Det er en enorm kapacitet, der hermed går tabt. Betalingsringen omkring København eller et system med roadpricing vil øge behovet for at finde alternativer, men i mange tilfælde er det ikke muligt at øge den kollektive trafik, bl.a. på grund af for lille sporkapacitet - derfor skal der findes alternativer.

Effekten af den nye fælles RejseApp kunne være betydelig. På Køge Bugt motorvejen kører i dag 120.000 biler i døgnet. Fik vi bare 25 pct. af disse til at benytte RejseApp ville køerne forsvinde, og alle - både dem der bruger den nye App og de øvrige individuelle bilister - komme hurtigere frem.

Også tog og bus med
Endnu mere revolutionerende ville RejseApp'en være i tyndt befolkede områder, hvor bussen kun sjældent kører, især om aftenen og i weekender. Her ville alle nemt og enkelt og billigt kunne komme frem og tilbage.

RejseApp'en kan formentlig udvikles og etableres i privat regi. Men, allerbedst ville det være, hvis det blev integreret i et sammenhængende trafik-system, så Rejsekontoen og mobiltelefonen også kunne anvendes som betalingsmiddel i tog og busser, ved passage af betalingsringen og de store broer samt når du skal leje en bycykel. Eller betale for parkeringsafgiften.

RejseApp'en bør desuden indeholde information om bus- og togafgange som alternativ til at blive afhentet af en anden bilist.

Samfundet ville kunne spare nye store investeringer i motorvejsudvidelser og baneanlæg i de tæt befolkede områder og store driftstilskud til den kollektive trafik i landdistrikterne. De vej- og baneprojekter, der arbejdes med i øjeblikket for perioden 2020-2050 løber op i mere end 210 mia. kr. Og driftsudgifterne til kollektiv trafik i landdistrikter er på ca. 1 mia. om året, alt i alt 6-8 mia. kr. om året de næste 30 år. Det svarer til 2.-3.000 kr. pr familie.

Brems fremmedgjorthed
CO2 -udledningen fra transportsektoren har hidtil været meget vanskelig at få reduceret, men såfremt RejseApp'en blev en succes ville det formentlig kunne sikre opfyldelsen af målsætningen om en reduktion på 20 pct. inden 2020.

Hvorfor er RejseApp'en så ikke gennemført allerede, når der nu er så mange fordele. Det er der mindst fem gode grunde til:

1. Det kræver ændring af vaner
2. Det er endnu ikke en økonomisk tvingende nødvendighed
3. Der er endnu ingen private firmaer, der har investeret i systemet
4. De offentlige myndigheder er ikke gearet til at samarbejde på tværs
5. Erfaringerne fra Rejsekortet skræmmer

Men tænk hvis ...... sådan starter alle nye radikale innovationsprojekter.

Tænk hvis du på din telefon kunne indtaste din ønskede destination og 20 min efter blive afhentet af en bilist, der skulle samme vej. Og tænk hvis det kun kostede dig halv benzintakst at blive kørt fra dør til dør og beløbet automatisk blev trukket fra din rejsekonto. Tænk hvis du samtidig mødte nye mennesker og den fremmedgjorthed, der ellers udvikler sig i vores samfund, blev bremset. Og tænk hvis vi i lille Danmark kunne finde på noget, som hele resten af verden ville efterligne ....

Visionen er udarbejdet af Kommunalteknisk Chefforening, hvis medlemmer til dagligt er ansvarlige for kommunernes arbejde med mobilitet, drift og anlæg af kommunale veje samt samarbejde med de kollektive trafikselskaber. I vores sektor bruger vi ca. 10 mia. kr. om året på mobilitet, svarende til 5.000 kr. pr husstand. Vi kan forudse, at der er brug for mange flere penge i fremtiden til at sikre den mobilitet, der er nødvendig for vores velfærd og vækst, men at der bliver færre og færre offentlige midler til at løse opgaven. Derfor er der brug for helt nye måder at løse mobilitetsudfordringen på.

Ideen om en App til samkørsel blev født på et Innovationsseminar i Kommunalteknisk Chefforening. Der deltog repræsentanter fra Dansk Byplanlaboratorium, Asfaltindustrien, NIRAS A/S, RGS 90 A/S, Wavin A/S, Bindslev og tekniske chefer fra 11 forskellige kommuner: Rudersdal, Ballerup, Gentofte, Holstebro, Næstved, Skanderborg, Vordingborg, Svendborg, Brøndby, Rebild og Sorø.



Torben Nøhr, Iben Koch og Kjeld Buusborg, Kommunalteknisk Chefforening, Teknik- og Miljødirektører i Køge, Rudersdal og Svendborg Kommuner.