DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

En ny og en dobbelt EL-spids - og en ny alliance med R

KV21-nyheder fra EL i Vesthimmerland, Esbjerg og Nordfyn med et nyt valgforbund med SF og R, der kalder det et fejlskøn at være gået i valgforbund med Venstre ved KV17.
3. JUN 2021 15.15
TEMA: KV21

I Vesthimmerland har Enhedslisten ikke stillet op før og var ved KV17 en af de 11 kommuner, hvor partiet ikke havde kandidater. Nu har partiet stiftet en lokalafdeling og har valgt efterskolelærer Annemette Bach som spids og indtil videre eneste kandidat, oplyser ligeher.nu.

I Esbjerg er Enhedslisten i byrådet med en enkelt politiker, Sarah Nørris, der er spids for anden gang, men som ifølge JydskeVestkysten denne gang deler pladsen med 19-årige HTX-studerende Oscar Fink. Som ved KV17 stiller EL op på partiliste, hvilket partiet i Esbjerg sidst var det eneste, der gjorde.

I Nordfyn røg EL ud af byrådet ved KV17. Det var Keld Haurholm Nielsen, der nu er valgt som spids igen, oplyser Fyens Stiftstidende. Han er 71 år og har fået nyt knæ, så han er helt klar, siger han til avisen. Også til at leve op til at bære røde seler i det politiske arbejde, som han er kendt for.

EL er denne gang gået i valgforbund med De Radikale, som heller ikke er i byrådet, og SF, der har tre ud af de 25 pladser. R var ved KV17 i valgalliance med Venstre og hjalp således borgmesterpartiet til det absolutte flertal med 13, der dog i løbet af perioden er indskrænket til 12 efter Bent Soelbergs partihop. Han er nu løsgænger.

 - Det var et fejlskøn, som vi har taget til efterretning, lyder det om alliancen med V fra R-spidsen Bo Jakobsen, der til avisen nu siger, at Venstre mangler at blive udfordret, og at det ikke er sundt, at ét parti har absolut flertal. 

Det hører med til den historie, at efter den d'Hondtske metode, der bruges til at beregne manddattal, og den konkrete fordeling af valgforbund, fik V sit absolutte flertal - 52 pct. - uden at have mere end 40,1 pct. af stemmerne - et såkaldt valgsystemskabt flertal.

Ved KV17 var EL og SF i valgforbund, hvilket betød to pladser til SF i gruppen, der i løbet af perioden er blevet udvidet til tre, da Pia Longet hoppede fra S til SF.