Ekstraregning på op til 300 mio. kr. venter Fælledbyggeri
Visualisering af Henning Larsen Architects' byggeri på Amager Fælled, hvor jorden først skal renses for 300 mio. kr., inden de planlagte 2.000 boliger kan opføres.
Foto: Henning Larsen Architects

Ekstraregning på op til 300 mio. kr. venter Fælledbyggeri

Problemerne har fulgt byggeplanerne på Amager Fælled siden starten, og nu er et nyt stødt til: Oprydningen efter jordforurening udløser en ekstraregning på et trecifret millionbeløb.
29. FEB 2020 14.19

KØBENHAVN: Først ville man bygge et sted, så væltede protesterne ind, og man rykkede byggeriet til et nyt. Det stoppede hverken protester eller byggeplaner, men inden opførelsen af en ny bydel i bæredygtig træ er gået igang er endnu et benspænd dukket op: en ekstraregning i størrelsesordenen 300 mio. kr.

Det er byggeriet ved Vejlands Kvarter på Amager Fælled, der ender med langt større ekstraomkostninger end hidtil ventet på grund af forurening i jorden.

Området, hvor Henning Larsen Architects skal opføre omkring 2.000 boliger i den såkaldte ’Fælledby’, er nemlig så forurenet, at oprensningen vil beløbe sig til mellem 250 og 300 mio. kr i ekstraomkostninger - eller op mod 230 mio. kr. mere end først antaget, skriver TV2 Lorry.

Det fremgår af notater fra By & Havn og Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.

- Vi har haft en konsulentundersøgelse af jordbundsforholdene derude, og det er rigtigt nok, at der i forhold til ren jord er en større ekstraudgift, som vi selvfølgelig tager stilling til sammen med vores samarbejdspartnere, bekræfter Michael Soetmann, der er udviklings- og salgsdirektør i By & Havn, over for TV2 Lorry.

Ekstraudgiften får dog næppe det politiske flertal bag byggeplanerne på Rådhuset til at vakle, selvom vedvarende protester over de senere år har ændret byggeplanerne. Kun Enhedslisten og Alternativet har vedværende været imod byggeriet.

Fælledbyen er det sidste af tre byggeprojekter på Amager Fælled, hvor kommunen via udstykning finansierer en gæld fra metrobyggeriet på 1,9 mia. kr.

Massive protester fik overborgmesteren til at skifte mening
De to første udstykninger, Stejlepladsen i Sydhavnen og Selinevej på Kalvebod Fælled, var også genstand for protester, men ikke i samme omfang som det tredje.

Oprindeligt skulle det afsluttende byggeri således være placeret på Strandengen, men massive protester - med flere kulturkendisser i spidsen - fik overborgmester Frank Jensen (S) og det politiske flertal til at rykke og formindske byggeriet til den nuværende placering ved Vejlands Kvarter, som blandt andet har huset en losseplads.

Det var udviklingsselskabet By & Havn, der står for byudviklingen, godt klar over ville koste penge i oprydning, men det oprindelige estimat lå i omegnen af 60-70 mio. kr. Men det ændrer ikke byggeplanerne, forsikrer By & Havn.

- Det er ganske rigtigt en fordyrelse for os, men vi har jo en udligningsperiode på ti år for alle tre byggefelter, hvor det går op og ned. I forhold til de 1,9 mia. kr., så regner vi på nuværende tidspunkt ikke med, at det vil få betydning. Hullet fra fordyrelsen her kan vi lappe andre steder, siger Michael Soetmann til TV2 Lorry.

'Fælledby' skal opføres i træ på pæle, og byggeriet bliver det største træbyggeri hidtil på dansk jord.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt