Økonomisk ekspertgruppe: Coronakrisens hjælpepakker skal ikke forlænges

Der kan være undtagelser, men som udgangspunkt bør hjælpepakkerne udløbe som planlagt 8. juli, lyder anbefalingen.
27. MAJ 2020 9.21
TEMA: Corona

De hjælpepakker, der så dagens lys i coronakrisen, står til at udløbe 8. juli. Og de bør som planlagt slutte den dato, anbefaler en økonomisk ekspertgruppe.

Den er af regeringen blevet bedt om at se på en udfasning af hjælpepakkerne, der blandt andet giver kompensation for løn til hjemsendte ansatte og virksomheders faste udgifter. Gruppen består af professorerne Torben M. Andersen, Michael Svarer og Philipp Schröder.

Rapporten er netop offentliggjort og har foruden den overordnede anbefaling om, at hjælpepakkerne bør slutte 8. juli, også en bemærkning om, at der kan være undtagelser for nogle virksomheder og erhverv.

'Det vurderes, at virksomheder, der stadig er lukket med forbud, bør kunne få adgang til lønkompensation (til medarbejderne) og kompensation for faste omkostninger. Det foreslås også, at virksomheder, der har haft mindre end en måned til at åbne, kan få adgang til kompensation for faste omkostninger i yderligere en måned,' hedder det i rapporten.

Derimod foreslås der ikke undtagelser for kompensationsordningen for selvstændigt erhvervsdrivende, men det kan 'overvejes at give midlertidig adgang for at melde sig ind i en a-kasse med tilbagevirkende kraft for visse grupper'.

Sæsonbetonet kompensation

Desuden kan det ifølge rapporten være relevant med midlertidige kompensationsordninger for virksomheder, der er ramt forskudt af coronakrisen, og for de sæsonbetonede dele af turismeerhvervet.

Ekspertgruppen konstaterer, at det er for tidligt at gøre endelig status på hjælpepakkerne. Men hjælpepakkerne har været vigtige for virksomheder, selvstændigt erhvervsdrivende og lønmodtagere.

'Der har været en betydelig søgning fra de brancher, der er meget direkte og indirekte berørt af nedlukningen, og uden hjælpepakkerne ville mange flere job og virksomheder være gået tabt. Det giver dansk økonomi et markant bedre afsæt for den genopretning, der venter forude,' hedder det i rapporten.

Se ekspertgruppens rapport.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt