
Danske og venligtsindede udenlandske efterretningstjenester samarbejder om at forpurre forberedelserne til en likvideringsaktion, som den iranske efterretningstjeneste planlægger at udføre i Danmark, oplyser chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Finn Borch Andersen. Irans ambassadør har været kaldt til møde i Udenrigsministeriet, oplyser udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der tillige vil rejse sagen internationalt, blandt andet i EU.
Efterforskningen af sagen er pågået i længere tid, og en eksiliraner i Danmark har været under personbeskyttelse i flere måneder. Yderligere to er kommet til senere. Alle er medlemmer af en selvstændighedsgruppe, hvis grundlægger blev myrdet i Holland for et lille års tid siden, og betragtes af Iran som terrorister. Drabet i Holland er uopklaret, men efterfølgende blev to iranske diplomater i landet udvist uden forklaring.
Fortsat risiko
Efterforskningen i den danske sag fik en utilsigtet udløber, da politiet lukkede ned for trafikken mellem landsdelene 28. september, da en stjålet svensk bils bevægelser i nærheden af de truede eksiliranere blev fejlfortolket som om at en likvideringsaktion var umiddelbart forestående. Orienteringen til offentligheden om sagen er blandt andet givet for at forklare denne politiaktion.
Bilen er nu ude af sagen, men for en uge siden blev en norsk statsborger af iransk afstamning anholdt i Sverige for at udføre rekognocering i Danmark for den iranske efterretningstjeneste. Han nægter sig skyldig.
Trods anholdelsen er der fortsat risiko for et iransk angreb på dansk grund, understreger PET-chef Finn Borch Andersen. De personbeskyttede eksiliranere er derfor fortsat omgærdet af omfattende sikkerhedsforanstaltninger, oplyser han.
Både udenrigsminister Anders Samuelsen og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fordømmer de iranske akltiviteter i skarpe vendinger.
- Det er fuldstændig uacceptabelt. Faktisk er det svært at beskrive, hvor alvorlig en sag, det er. Det er i dag gjort lysende klart for den iranske ambassadør i København, siger Anders Samuelsen i en kommentar. Udenrigsministeren holder pressemøde om sagen tirsdag aften kl. 18.30
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.