
AALBORG: - For mit vedkommende er den her sag lukket, siger Aalborg-borgmester Lasse Frimand Jensen (S) til Nordjyske efter et møde onsdag med rådmand Nuuradiin Hussein (S) og byrådsmedlem Maja Torp (V), hvor han forsøgte at få afklaret en strid mellem de to.
Som omtalt i går har hun fortalt til mediet, at rådmanden har spredt rygter om, at hun skulle have betalt en ung mand for at beskylde rådmandens søn for vold. Beviset skulle være en lydfil, som imidlertid blev afvist at have nogen betydning af både byret og landsret, der begge dømte sønnen i voldssagen.
Om forløbet af onsdagens møde siger Nuuradiin Hussein til Nordjyske, at han her afviste, at han på noget tidspunkt skulle have gået og spredt rygter.
- Jeg har i hvert fald fortalt, at det med at jeg skulle gå og sprede rygter, det ikke havde noget på sig. Jeg har ikke gjort det, og jeg kommer ikke til at gøre det, siger han.
Ingen rygter siden 2022
Lasse Frimand Jensen siger til TV2 Nord, at der var enighed på mødet om, at ingen har medvirket til at sprede rygter, siden B.T. skrev om sagen i 2022, og der blev holdt et møde 16. maj 2022 mellem de to parter og den daværende borgmester og den daværende kommunaldirektør.
- Vi fik alle i byrådet dengang en mail fra Maja og Nuuradiin, som havde haft et møde, og jeg oplevede, at sagen var lukket. Nu er den dukket op igen, og det kan jeg ikke helt forklare, hvorfor det er sket. Det, der var vigtigt for mig i dag, var, at Nuuradin gav en beklagelse. Maja tog ikke imod den, og det tog jeg til efterretning. Men jeg er glad for, at der nu er enighed om at se fremad, siger han.
Etik og moral
Maja Torp bekræfter over for TV2 Nord, at hun ikke har hørt rygtedannelse i sagen siden mødet i 2022.
- Lige efter landsretsdommen bliver jeg kontaktet af byrådskolleger, som fortæller, at det stadig er den historie, han vælger at bruge. Vi har et møde efterfølgende, og efter det har jeg ikke selv hørt rygter, så det er ikke det, der har fyldt for mig, siger hun.
- Men jeg synes, det handler om, hvad det er for nogle værdier, vi kan acceptere: Hvad er det for en etik og moral, man kan udføre sit arbejde med.
Lasse Frimand Jensen afviser hendes holdning om, at Nuuradiin Hussein burde fratages sin rådmandspost.
- Når man har en post i byrådet, beholder man sin post frem til valget. Jeg kan ikke tage poster fra folk, der er valgt, medmindre de har gjort noget ulovligt, påpeger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.