dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Bünyamin Simsek kan nu kalde sig konservativ politiker. (Arkivfoto).
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Efter at være blevet smidt ud af Venstre er mangeårig profil nu blevet konservativ

Bünyamin Simsek, der har siddet i byrådet i Aarhus siden 2002, blev i november smidt ud af Venstres byrådsgruppe.
10. JAN 2025 8.17

Opdateres

Byrådsmedlem Bünyamin Simsek, som i mange sad i Aarhus byråd for Venstre, skifter til De Konservative. Det oplyser den konservative vælgerforening i Aarhus ifølge DR i en pressemeddelelse.

Bünyamin Simsek har været medlem af byrådet i Aarhus Kommune siden 2002. Men i november sidste år blev han af Venstres byrådsgruppe smidt ud af byrådsgruppen. Det var med den begrundelse, at der ikke længere var tillid til ham.

Skiftet finder ifølge DR sted efter grundige overvejelser hos Simsek, hvor "især ordentlighed i politik har været afgørende".

Simsek har blandt andet en fortid som politisk leder for Venstre i kommunen. Han har i flere omgange været rådmand for magistratsafdelingen for både Børn og Unge og Teknik og Miljø i kommunen.

Uenig med V

Simsek langede i november i et opslag på Facebook ud efter sine tidligere kolleger i byrådsgruppen.

"Denne beslutning har Christian Budde, Gert Bjerregaard og Mathilde Bressum truffet uden nogen form for inddragelse af mig."

"En beslutning uden fysisk møde, dialog og det vigtigste, ingen ordentlighed", skrev Simsek.

Simsek skrev også i Facebook-opslaget, at han havde været uenig i tre konkrete elementer i Venstres byrådsgruppe. Herunder omfanget af en bladudgivelse i magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, hvor Budde er rådmand.

Derudover var Simsek uenig i byrådsgruppens måde at nå klimamål på, og endelig var han uenig med gruppens linje i forhold til projektet med et nyt fodboldstadion i Aarhus.

Ifølge politisk leder Christian Budde (V) var der ingen anden udvej end en politisk skilsmisse. Det sagde han til TV 2 Østjylland dengang.

- Jeg er ærgerlig over, at vores veje skal skilles, men jeg må samtidigt konstatere, at der fra min side ikke længere er tillid til, at Bünyamin Simsek fremadrettet vil udvise den nødvendige samarbejdsvilje, sagde Budde til mediet.

Velkommen hos K

Hos De Konservative byder man Simsek velkommen

 Jeg er glad for Simseks ønske om at søge ind som medlem hos os, og er meget begejstret for at kunne byde ham velkommen. Det er en stor tillidserklæring, og det vil styrke os som parti. Han er en mand, jeg altid har talt godt med, siger rådmand for teknik og miljø Nicolaj Bang (K) til Aarhus Stiftstidende.

- Der er stor respekt om Simseks troværdighed. Når jeg spørger folk om ham, får jeg ofte skudsmålet ordentlig. Og da det er en fundamental værdi hos os passer vi godt sammen, siger han til avisen.

 

/ritzau/cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/efter-at-vaere-blevet-smidt-ud-af-venstre-er-mangeaarig-profil-nu-blevet-konservativ

GDPR