VEJEN: Efter afsløringer af svigt i håndtering af sager om overgreb mod børn mener direktøren for skole, børn og familieområdet i Vejen Kommune, Gülcan Güven Grud, at skolerne skal ses efter i sømmene. Det udtaler hun til JydskeVestkysten.
- Vi er underlagt skærpet underretningspligt på hele mit område. Og det har jeg ansvaret for, at alle overholder. Og det har jeg en klar forventning om, at det bliver gjort. Vi skal tage det meget alvorligt at leve op til Barnets Lov. Loven er der for at passe på børnene, siger hun.
Den konkrete sag, som direktøren ikke ønsker at gå ind i, handler om en seks-årig dreng, som havde fortalt sin lærer om en større elevs seksuelle overgreb i skolens SFO-tid og efterfølgende dødstrusler.
Der gik dog hele fem dage, fra drengen betroede sig til læreren, og til der blev lavet en underretning fra skolens ledelse til kommunen. Ifølge drengens mor reagerede læreren med det samme, men ledelsen gjorde ikke.
Efter sagen om drengen kom frem, er flere forældre stået frem i JydskeVestkysten og har fortalt, at de har oplevet en langsom underretning i sager om overgreb.
- Vi kan sagtens have en masse tanker, og vi gør allerede meget for at sikre, at der bliver underrettet, når der skal. Men vi bliver nødt til at se nærmere på, om kompetencerne er på plads, og om medarbejderne er skarpe på reglerne. For vi kan ikke være tjent med andet, og det er afgørende, at vi tør tage imod kritik og lærer af de dårlige sager, siger Gülcan Güven Grud til JydskeVestkysten og understreger, at hun nu er opmærksom på, at området kræver særlig opmærksomhed.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









