Fik 130 diskutable stemmer:
Direktør i boligforening trækker sig efter tvivlsomt valg til forsyning

KORT NYT18. MAJ 2022 13.58

FREDERIKSHAVN: Direktør i Frederikshavn Boligforening Kim Madsen trækker sig fra bestyrelsen i Frederikshavn Forsyning, oplyser TV2 Nord. Det sker efter afsløring i podcasten Visbys Verden af, at administrationen i boligforeningen har stemt 130 gange på deres direktør uden at have lov til at anvende stemmerne.

Kim Madsen har indrømmet, at man kunne have handlet i strid ved valgreglerne ved at anvende målernumre fra såkaldte blinde eller herreløse målere i foreningens vaskekældre samt bruge beboernes stemmer - ialt 130 stemmer. Også direktøren i byens anden store boligforening, Vesterport, blev valgt til bestyrelsen, men havde dog på forhånd sikret sig lov til at bruge stemmerne.

Frederikshavn Boligforenings formand, Fie Mølholt, forklarer, at det var kutyme at stemme på den måde, og man efter hendes overbevisning handlede i god tro. Frederikshavn Kommune vil nu undersøge, om der er foregået noget strafbart.

Rubrik ændret 19. maj kl. 7.50: Fra "Boligformand trækker sig efter tvivlsomt valg til forsyning" til "Direktør i boligforening trækker sig efter tvivlsomt valg til forsyning".

ka