Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Foto: Greve Kommune

Direkte møde erstattes af online videosamtale

I fire kommuner har man indførst testordning, hvor kommunikation via online videosamtaler træder i stedet for fysiske møder

GREVE / AALBORG / KERTEMINDE / AABENRAA: 'Goddag og velkommen til Online Velfærd. Hvordan har du det i dag?'

Sådan har det lydt hos en række borgere, der i en periode har haft mulighed for at prøve videokommunikation med hjemmeplejen eller genoptræningen i Greve, Aalborg, Kerteminde og Aabenraa kommuner.

De fire kommuner tester i perioden marts til august, hvordan en online videosamtale kan træde i stedet for en medarbejders fysiske fremmøde i borgerens hjem omkring hjemmepleje, hjemmesygepleje eller genoptræning.

Ved hjælp af en touch-skærm kan borgeren her få hjælp til fx medicinering og kost eller vejledning i genoptræning.

Ikke kun for nørder
Med Online Velfærd får borgeren hurtig og god hjælp online. Og både borgeren og medarbejderen i kommunen sparer unødig transporttid til og fra borgerens hjem.

Teknologien er endvidere tilpasset borgerens evner og behov, ligesom teknologien også er let at anvende for medarbejderne.

Sygeplejerske Hanne Steffensen fra Greve deltog som forsøgsperson i projektet.

- Det har været en meget positiv oplevelse for mig at deltage i projekt Online Velfærd. Jeg havde netop fået en ny knæprotese og fik en del af min genoptræning online. Det passede mig fint, at jeg kunne bruge systemet, når det passede mig og ikke skulle bruge en time på at tage frem og tilbage til genoptræningen. Og systemet er tilmed meget nemt at bruge, det er ikke kun for it-nørder, siger Hanne Steffensen.

Store forventninger
Baggrunden for projekt Online Velfærd er et stigende pres på kommunernes omsorgsområde bl.a. pga. flere ældre, stigende effektivitet på sygehusene og deraf tidligere udskrivninger.

- Jeg har store forventninger til vores deltagelse i projekt Online Velfærd. Jeg håber, at det vil vise sig at være en farbar vej til at spare tid i form af uproduktiv transporttid for medarbejderne i hjemmeplejen, og samtidig kunne spare tid for borgerne ift. genoptræning, siger formand for social- og sundhedsudvalget Hans Kristiansen (SF).

- Tiden vil vise, om de tekniske løsninger er gode nok. Og vi er også opmærksomme på, at Online Velfærd ikke overflødiggør den menneskelige kontakt, hvor den er hensigtsmæssig.

Projektets resultat foreligger i en rapport til november.

Projektet er finansieret af fonden for Velfærdsteknologi med en egenfinansiering på 25 pct. fra de fire kommuner.

tsp