
FURESØ: Furesø har som den seneste af foreløbigt ni kommuner tilsluttet sig det nationale klima- og bæredygtighedsprojekt Den Grønne Rygrad, som skal give skoleelever mere inspirerende og praksisnær undervisning i de såkaldte STEM-fag, der dækker over Science, Technology, Engineering og Mathematics.
I centrum for projektet er en digital platform, hvor de deltagende kommuners åben skole-tilbud inden for natur, ressourcer, energi, fødevarer, klima og sundhed er samlet. I Ringsted kan klasserne fx tage på ekspedition i vandets verden - et undervisningstilbud hvor eleverne kommer på rundvisning på et renseanlæg. Eller de kan tage på stenjagt med observatoriet i Tølløse og lære om, hvordan stenenes farver, former, mønstre og størrelser kan afsløre, hvordan de er skabt, hvor de kommer fra, og hvorfor de er endt hvor de er.
- Det kan være svært for lærerne at koble et besøg op på den undervisning, man ellers har i klassen, siger projektchef for Den Grønne Rygrad Synnøve Kjærland til DK Nyt.
Ved hjælp af værktøjet, der er udformet som et kort, kan lærerne finde lokale idéer og undervisningstilbud, der passer til et givet klassetrin inden for temaerne klima, ressourcer, fødevarer, energi, natur og sundhed.
Et besøg hos Vestforbrænding kan fx forberedes, ved at eleverne kigger på affald og ressourcer og undersøger, hvad det er for et affalds- og energisystem, vi har i Danmark, og hvordan det fungerer.
- Så tager man ud og oplever det i virkeligheden. Det lugter, og det er stort. Og vi hjælper med forslag til undervisningsforløb, man kan køre i forbindelse med besøget, så eleverne kan koble det, de oplever med fx naturfaglig viden, siger Synnøve Kjærland.
Gratis at deltage
De deltagende kommuner er valgt ud fra, at der både skal være små, store, by- og landkommuner fra alle regioner repræsenteret. Hvidovre var den første, som blev tilmeldt projektet, og herefter har nogle selv henvendt sig til Den Grønne Rygrad, mens andre er kommet til på opfordring.
Planen er, at endnu flere kommuner skal være med, og værktøjet indeholder allerede en kortlægning for flere kommuner end de ni, snart ti, som der allerede er indgået aftaler med.
- Det gør det nemmere for kommuner, der ikke kender projektet at forholde sig til, hvad det er, vi tilbyder, når de kan se, at vi tager udgangspunkt i deres lokale kontekst helt fra start, siger Synnøve Kjærland.
Og kommunerne behøver ikke selv at have penge op af lommen for at deltage. Men det kræver, at der udvælges en medarbejder, typisk en fra skoleforvaltningen, der fungerer som kontaktperson i kommunen, og som kan bruge nogle timer på arbejdet.
Samarbejdet giver blandt andet også mulighed for opkvalificering af lærerne og didaktisk vejledning til eksterne aktører, så elevernes udbytte bliver størst muligt.
Skal være nemt
Fokus er på at gøre det nemt og tilgængeligt for lærerne at binde den daglige undervisning sammen med andre aktiviteter og dermed sikre, at flere lærere har overskud og kræfter til at arbejde mere praksisnært med undervisningen.
- Vi prøver at arbejde med de gode undervisningstilbud og -forløb, der allerede er ude i kommunerne, fx på naturskoler, skolehaver, forbrændingsanlæg og vandværk, og få endnu flere til at blive opmærksomme på dem, siger Synnøve Kjærland.
En stor del af projektet handler dermed om at få skabt overblik over de lokale muligheder, der er for skolebesøg, og at kvalificere dem, så de kan indgå i undervisningen og tilføre ekstra værdi.
Projektet er et samarbejde mellem den grønne tænketank Concitos Klimaambassade og skolehaveforeningen Haver til Maver, som med støtte fra Novo Nordisk Fonden løber fra 2019 til 2023. Formålet er at understøtte og forankre grøn dannelse i grundskolen.
Se værktøjet her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.