Digital skadedyrbekæmpelse: Rottefælder sender sms’er
Foto: Mads Jensen, Ritzau Scanpix

Digital skadedyrbekæmpelse: Rottefælder sender sms’er

De milde vintre giver alt for gode betingelser for rotterne. Det kan ses på antallet af anmeldelser. Nye typer af fælder skal effektivisere rottebekæmpelsen.
1. MAR 2020 14.13

AARHUS: Selvom der drukner en del rotter i forbindelse med de aktuelle oversvømmelser og vandfyldte kloakker, er det slet ikke nok til at udligne de fordele, rotterne har ved en mild vinter. De seneste tal fra rottebekæmpelsen i Aarhus viser, at antallet af anmeldelser er steget kraftigt de seneste måneder. En tendens der også ses i andre kommuner. Det skriver Aarhus Kommune.

- Rotterne har gode vilkår, når vinteren er mild. Der er masser af føde til dem, og de lune temperaturer betyder også, at rotterne får flere kuld. Det mærker vi helt naturligt på antallet af anmeldelser, siger Anders Maltha Rasmussen, afdelingschef i Teknik og Miljø.

Teknik og Miljø i Aarhus har intensiveret kampen mod rotterne ved blandt andet at øge den forebyggende indsats, og så har man taget to nye fældetyper i brug.

- De nye fælder giver os flere data. Det betyder, at vi bedre kan målrette indsatsen, der hvor det er nødvendigt, og hvor effekten er størst, forklarer Anders Maltha Rasmussen.

Slut med at køre forgæves
Den ene type fælde placeres i kloakbrønde, og den sender automatisk rotten videre i systemet, når den er dræbt. Fælden registrerer antallet af rotter og flyttes, når fangsten er lav. Den anden type bruges i de klassiske rottekasser. Den sender en sms, når der er en rotte i fælden. Det betyder, at rottefængerne ikke kører forgæves for at tjekke tomme fælder.

- Det giver os mulighed for at bruge ressourcerne bedre, og det er der brug for. Det betyder blandt andet, at vi kan køre ud hurtigt efter en melding om fangst. En hurtig indsat er vigtig i forhold til bekæmpelsen, siger afdelingschefen.

Antallet af rotter faldt i 2019 i forhold til de foregående år, men antallet af rotter stiger nu igen.

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt