dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

DF-toppen lukker Ullemose-sag om falsk Facebook-profil

Folketingsmedlem Dorthe Ullemose (DF) blev rost på Facebook af en falsk profil med navnet 'Tom Jensen', som hendes datter stod bag
1. JUN 2018 6.19

SVENDBORG: Dansk Folkeparti lukker sagen om den falske facebook-profil 'Tom Jensen', som har rost folketingsmedlem Dorthe Ullemose (DF) og svinet hendes politiske modstandere til.

Det siger gruppeformand Peter Skaarup (DF) i en pressemeddelelse ifølge Jyllands-Posten.

Det er Ullemoses voksne datter, der står bag den falske profil. Det har både Ullemose og datteren indrømmet.

- Det har været en rigtig træls sag for DF i Svendborg. Det er der ingen tvivl om. Dorthe Ullemose har over for mig forklaret, at det var hendes datter, der oprettede og lavede opslag på den falske profil.

- Og jeg har også fået en klar forsikring om, at der ikke vil opstå lignende sager i fremtiden. Så for mit vedkommende er den sag lukket, siger Skaarup i pressemeddelelsen.

'Mislykket forsvar'
Dorthe Ullemose sidder i byrådet i Svendborg. I Folketinget er hun forbrugerordfører for sit parti.

- Min datter har gengivet ting, jeg har skrevet i forskellige sammenhænge, på profilen, men det er altså ikke noget, som jeg selv har været involveret i.  Det var et mislykket forsøg fra en datter på at forsvare sin mor i en hård debat på sociale medier. Jeg kan kun endnu engang dybt beklage denne sag, siger Ullemose i pressemeddelelsen.

Datteren sendte tidligere på måneden en skriftlig kommentar til BT, hvor hun forklarede sine handlinger:

- Det er meget svært for mig at være datter til en mor, som er politiker. Det gør ondt på mig både at læse alle de grimme ting, der bliver skrevet, men også at se, hvor påvirket min mor bliver.

Løj om alder
Ifølge fyens.dk er det blandt andre DF'eren Morten S. Petersen, som er blevet kritiseret af 'Tom Jensen' på det sociale medie.

Kort efter det seneste folketingsvalg i 2015 kom det frem, at Ullemose ved flere lejligheder havde løjet sig yngre, end hun var. Både i begyndelsen og efter valgkampen blev der i forskellige medier skrevet, at hun var 47 eller 48 år. Men Ullemose er født 24. september 1964.

Ullemose undskyldte med, at hun ikke ønskede sig en masse opmærksomhed i forbindelse med sin 50-års fødselsdag.

I juli 2015 sagde hun blandt andet følgende til fyens.dk:

- Det med min alder er lidt ømfindtligt. Jeg er lidt forfængelig, men jeg ved også godt, at det er forkert af mig at lyve, og jeg beklager over for de mennesker, jeg har løjet for.

- Det er ikke i orden, og det kommer ikke til at gentage sig.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/df-toppen-lukker-ullemose-sag-om-falsk-facebook-profil

GDPR