
FREDERICIA / AALBORG: Dansk Folkeparti placerer sig højt i rangfølgen blandt partier, der ind imellem skrider til eksklusioner efter personlige og politiske gnubberier i byrådsgrupperne og andre lokale partisammenhænge.
I denne byrådsperiode vil navne som Vivi Jensen i Hjørring, Holger Gorm Petersen i Vejle og Tonny Borgstrøm i Slagelse vække mindelser blandt dknyts faste læsere om lokal ballade, der har ført til ekskluderende involvering fra partiets hovedkvarter.
Herfra er det ofte partisekretær Poul Lindholm Nielsen og organisationskonsulent Steen Thomsen, der skrider ind, hvis ikke de kan mægle stridende parter - eller ikke vil stå mål til partiskadelig virksomhed som injurier eller anden intern strid.
Netop i denne uge kan lokale medier berette om eksklusioner længere nede i rækkerne i DF.
I Fredericia oplyser Poul Lindholm Nielsen uden yderligere kommentarer til Fredericia Dagblad, at nyopstillede byrådskandidat Irene Hald er blevet ekskluderet fra partiet. Hverken Irene Hald selv eller lokalformand Karsten Byrgesen vil uddybe, hvad der er sket.
Afslog tilbud om at blive som menig
I Aalborg er der til gengæld sat begrundelser på, hvorfor Cindy Petersen, der indtil marts i år var formand for partiets lokalafdeling i Aalborg, nu skulle ekskluderes, skriver Nordjyske. Det skyldes ifølge Poul Lindholm 'personstridigheder', 'illoyalitet' samt at det ved flere lejligheder været svært at få kontakt til hende.
Cindy Petersen var numer fire på DF-listen til KV17, men slettes nu fra listen.
- Der har i nogen tid været gentagne problemer med Cindy Petersen i forhold til både den tidligere og den nuværende lokalbestyrelse. Den nuværende bestyrelse indstillede til hovedbestyrelsen, at man ekskluderede Cindy Petersen. Hovedbestyrelsen mente, at man skulle vælge en mindre brutal løsning, fordi det jo kan være, at folk ændrer sig. Derfor tilbød den Cindy Petersen at forblive som menigt medlem mod, at hun trak sig fra kandidatlisten, oplyser partisekretær Poul Lindholm Nielsen til avisen.
Til Nordjyske siger den nu forhenværende DF-kandidat, at når hun sagde nej til hovedbestyrelsens tilbud, skyldes det især, at dette også indebar, at hun heller ikke i fremtiden ville få lov til at stille op for partiet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.