Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Det vilde Vesten på landevejene

Danskerne bakker massivt op om kontrol og reguleringer i bytrafikken, men mange aner tilsyneladende ikke, hvor farlig høj fart er på landevejene
11. MAJ 2011 6.29

En ny rapport fra Mandag Morgen og TrygFonden viser, at lovløsheden er størst i Jylland og på Fyn.

En ny rapport fra Mandag Morgen og TrygFonden kortlægger for første gang danskernes egne holdninger til trafiksikkerhed. Rapporten viser bl.a., at danskerne har stor respekt for fartgrænser i byerne, mens færdselsloven på landevejene tilsyneladende betragtes som vejledende og kan gradbøjes efter egne evner.

- Rapporten viser, at borgerne har fornuftig respekt for trafikken i byerne. Til gengæld har folk tydeligvis ikke forstået, hvor farligt der er på landevejene, som lidt firkantet sagt minder om det vilde vesten, siger Anders Hede, forskningschef i TrygFonden.

Det er især vest for Storebælt, at danskerne træder hårdt på speederen - her er det knap halvdelen, der ofte kører for stærkt, mens det kun gælder hver tredje på Sjælland. Og jo mindre by, man kommer fra, jo oftere kører man for stærkt.

Aner ikke, hvad der er farligt
Rapporten tegner et samlet billede af danskernes forhold til trafiksikkerhed, som på mange områder viser, at befolkningen ikke ved, hvad der er farligt i trafikken og på mange måder overvurderer egne evner til at bedømme risici. Eksempelvis vurderer mere end hver tredje dansker sig selv som en bedre bilist end gennemsnittet, på Sjælland og i Hovedstaden er tallet endnu højere, og på landsplan mener kun tre procent, at de ligger under gennemsnittet. Samtidig synes over to tredjedele, det er helt i orden at køre for stærkt på en landevej - til trods for, at 70 pct. af dødsulykker sker på landet.

- Danskerne opfatter landevejene som nemmere at overskue end byerne, og dermed bygger de deres adfærd på en forkert opfattelse af, hvad der er farligt. Der ligger en stor pædagogisk opgave i at få forklaret danskerne, hvor de reelle farer i trafikken er. Jeg er overbevist om, at vi kan reducere antallet af trafikdræbte, hvis vi prioriterede kontrol og regulering på landevejene, siger Anders Hede.

Danskerne vil have mere kontrol
For rapporten viser samtidig, at danskerne i stor stil bakker op om mere kontrol og regulering. Det er især spritbilister, der skal sættes hårdere ind over for. Der er også flertal for opsætning af stærekasser og tilslutning til højere bødestraf for fartovertrædelser i byerne. Derimod er der mindre opbakning til regulering på de farlige landeveje.

- Det er meget positivt, at befolkningen er indstillet på at stramme op på reglerne og styrke trafiksikkerheden. Det vidner om, at vi trods alt har en god selverkendelse. Til gengæld støtter borgerne ikke på alle punkter de reguleringer, hvor behovet reelt er størst. Derfor er det så utrolig vigtigt, at vi får samlet alle parter og interessenter på trafikområdet til en debat om, hvordan vi får arbejdet med de her misforståelser blandt danskerne, siger Anders Hede.

Antallet af trafikdrab i Danmark er faldet gennem de senere år, men Danmark har stadig betydeligt flere trafikdræbte pr indbygger i forhold til lande som England, Holland, Tyskland, Sverige og Norge.

Rapportens resultater offentliggøres onsdag den 11. maj kl. 14 ved et debatarrangement om fremtidens trafiksikkerhed på IT Universitetet i København. Her samles en række vigtige interessenter på området. Til stede er bl.a. trafikpolitiske ordfører, en række interesseorganisationer, offentlig myndigheder og forskere.