Det går stadig den rigtige vej - nu kun 29 indlagte med corona
Antal nye smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge. De grå kommuner har været uden nye tilfælde.
Foto: Statens Serum Institut

Det går stadig den rigtige vej - nu kun 29 indlagte med corona

26 nye er testet positiv det seneste døgn, heraf ingen i Nordjylland.
1. JUL 2020 14.58
TEMA: Corona

Antallet af indlagte med coronavirus nåede onsdag ned på 29 personer, det laveste antal siden starten af marts. Det er tre færre end i går. Én coronasmittet er død, 11 ligger på intensiv, og fire af dem i respirator. Det viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

Samtidig er kun 26 personer testet positiv siden i går. De underliggende data viser, at ingen af de smittede er fundet i Nordjylland, som ellers har været hårdest ramt på det seneste, men at de er spredt rundt i resten af landet med flest i København, landets største kommune.

Ser man en uge tilbage, er Vesthimmerland stadig hårdest ramt. Her menes en bustur til Bornholm at have medvirket til at sprede smitte. I dag har Region Nordjylland haft en mobil testenhed i Aars, så flere af kommunens borgere kan blive testet uden at skulle køre til testteltene i Aalborg eller Viborg.

12 beboere på plejehjem raske igen

Udover Vesthimmerland er Rebild eneste kommune, der har haft over 10 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge. Dermed ser der også ud til at være styr på smitten i Vendsyssel, hvor især Vendelbocentret i Hjørring har været hårdt ramt.

Ifølge DR er i alt 12 beboere på plejehjemmet nu meldt raske, mens to stadig er isoleret med covid-19 og den ene indlagt. Tre beboere er døde, mens de var smittet. 15 medarbejdere er fortsat hjemsendt, mens 17 er meldt raske igen efter positiv test.

Et tilbud om test til alle hjemmeboende ældre i Hjørring har afsløret en enkelt smittet, oplyser TV2 Nord. 70 pct. af de 3.000 ældre sagde ja tak til besøg af de lægestuderende, som laver testen. Anden runde besøg er nu gået i gang.

606 dødsfald

I alt er der nu på landsplan registreret 606 dødsfald blandt coronapatienter i Danmark siden marts.

Samlet set er 12.794 testet positiv for coronavirus, siden det første tilfælde blev konstateret sidst i februar. Langt de fleste har overstået deres infektion.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt