
Lærere og elever i folkeskolen ser i gennemsnit på enten en projektskærm, en PC eller en anden form for digital skærm i 60 pct. af undervisningstiden. Det skyldes bl.a., at lærerne bruger projektor i stedet for kridttavle, og at eleverne løser opgaver på computer i stedet for i bøger eller hæfter.
I hvert fald er det ikke mobiltelefonen, der distraherer i undervisningen. Tværtimod er den næsten fraværende i timerne.
Det viser forskningsprojektet Nobe fra Rockwool Fonden og Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) på Aarhus Universitet. Gennem 8.170 stikprøveobservationer i undervisningslektionerne har de forsøgt at kortlægge, hvor meget skærme fylder i dagens folkeskole.
Og faktisk observerede forskerne kun brug af mobiltelefoner i 1,6 pct. af de 8.170 stikprøveobservationer i undervisningslektionerne.
- Det er bemærkelsesværdigt, at vi så så lidt til elevernes mobiltelefoner, for debatten om børn og unges skærmvaner handler i høj grad om netop mobiltelefonens uheldige konsekvenser for børn og unges evne til at koncentrere sig og deltage fællesskaber, siger psykolog og forsker Andreas Lieberoth, der er lektor på Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) på Aarhus Universitet. Han supplerer:
- I de tilfælde hvor vi observerede, at eleverne brugte deres mobiltelefoner i undervisningen, var det oftest, fordi eleverne blev opfordret til at bruge den, fx til at filme et fysikforsøg.
Undersøgelsen er udført op 12 folkeskoler i 2023/2024.
Hovedresultater af undersøgelsen
- 64 pct. af al klasseundervisning rummer mindst én skærm – typisk projektor.
- 61 pct. af elevernes samarbejde rummer skærme - typisk elevernes egne PC’er.
- 70 pct. af elevernes individuelle arbejde foregår på en skærm – typisk egne PC’er.
- 40 pct. af leg og hygge rummer mindst én tændt skærm.
- 54 pct. af spisning i klassen foregår med en skærm – typisk projektor, som bruges til videofilm eller tv. (Hyppigst i de yngste klasser, som ofte får lov at spise i undervisningstiden lige op til fx det store spisefrikvarter.)
- I 27 pct. af de skemalagte observationer var det ikke muligt at samle valide data - bl.a. fordi eleverne ikke var i det planlagte lokale men fx andre steder på skolen.
- Samlet set fylder skærmene mest i undervisningen på mellemtrinnet (4.- 6.klasse) og i udskolingen (7.-9. klasse).
Kilde: Rockwool Fonden
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.