Det er de smittede vi bliver klogere af

Det er moderne at “lægge sig fladt ned” i stedet for bare at beklage noget, imidlertid føler klummeskriveren sig ikke moderne på dén måde, så der bliver ikke nogen fladlægning her. Men en undskyldning skal da ikke mangle. En undskyldning for medskyld.

Landet ligger nemlig således, at klummeskriveren har blæst højt og flot på de endeløse opfordringer til at lade sig teste i tide og utide. I begyndelsen fik man ganske vist at vide, at man ikke skulle belaste testkapaciteten med test uden grund, fx hvis man ikke havde været inden for smitteafstand af andre levende mennesker siden sidste test, men det er så skiftet til, at to test pr. uge næsten er at regne for en borgerpligt og i hvert fald et mindstemål for almindelig anstændighed.

Så en undskyldning skal ikke mangle. Vi er ganske vist mange om det, omkring halvanden million er ikke blevet testet en eneste gang, så hvis man tæller klummeskriveren og ligesindede med, som kun lader sig teste, når der er en konkret grund til det, så er vi nok til at kunne udøve en mærkbar negativ indflydelse. Ikke bare abstrakt, men på tallene.

Hvis fx 10.000 flere ikke-smittede hver dag lader sig teste, så vil det kunne ses på smitteprocenten. Mindst på anden decimal, men hvis den er høj nok allerede på første decimal. Så når de raske ikke bliver testet, så presser det positivprocenten op, og da positivprocenten er et af de parametre, der indgår i vurderingen af, hvor meget eller hvor lidt der skal lukkes ned eller kan lukkes op, så er denne undladelse af test ikke bare for sjov. Så det skal der ikke mangle en undskyldning for.

Til gengæld er der ikke noget at undskylde for i forhold til påstanden om, at de mange test er en nødvendighed for at kunne holde styr på B117-varianten. Hvis man tester test-argumentationen, så er mængden af test jo ikke i sig selv det afgørende.

Det er test, der bonner ud positivt, som fortæller, hvor B117 er på færde, ikke test der viser, at den testede ikke er smittet, af den gode grund at den jo ikke udspecificerer, hvilken variant det er, man ikke er smittet med. Det er de smittede, vi bliver klogere af, test af raske bidrager ikke med information om andelene af de forskellige varianter.

Det er i forhold til det biologiske, selve sygdommen. Så er der også det politiske, hvordan vi som samfund håndterer den. Eller, hvis man ikke føler, der er så meget “vi” over det, så hvordan regeringen håndterer situationen.

Hvad det angår, er den statsministerielle strøtanke om to ugentlige test til alle i al evighed, eller hvor længe det nu var, allerede krympet så meget, at man ikke behøver tage sig af den, men ellers gør man klogt i ikke at undervurdere regeringens håndfasthed i coronamæssige spørgsmål af enhver art.

Forleden blev den midlertidige epidemilov afløst af en ny og varig, men hvis ikke-regeringspartierne havde glædet sig til omsider at få lidt at skulle have sagt, blev de slemt klogere. De fik intet at skulle have sagt, og støttepartierne næsten heller intet.

Alt sammen understreget af, at da aftalen om genåbning skulle præsenteres, var det tre ministre, der gjorde det, fuldstændig som dengang det var en ren regeringsbeslutning, og ikke som man ellers gør ved politiske aftaler med en repræsentant for hvert deltagende parti. Et statement der ikke var til at tage fejl af.

Men det er politik, endda i et vist omfang parti- eller blokpolitik, og det er der som bekendt anerkendte måder at justere på hvert fjerde år, hvis man skulle ønske sig mere eller mindre af det det ene eller det andet. Coronaen derimod skal bare pandes ned, og selvom det skrider fremad med vaccinationerne, er der stadig lidt for meget spræl i coronakurverne.

Dem vil vi gerne snart se lægge sig fladt ned. En undskyldning lever vi uden.