
THISTED: - Dansk Folkeparti sidder jo nok i en ønskeposition lige nu, hvor de kan flagre fra side til side. Det er rigtig radikal politik, men det er ikke ærbart, hvad de gør.
Sådan lyder vurderingen fra byrådsmedlem Per Skovmose (V) efter den usædvanlige situation, at DF med sine fire mandater har stemt sammen med oppositionen fra S (10) og den ene fra EL - og dermed ladet sine konstitueringspartnere fra V (10) og K (2) i stikken.
Konstellationen uden om borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) er vel at mærke ikke foregået i en mindre sag, men derimod en afgørende sag om strategisk udvikling: V og K ville lukke et antal skoler og daginstitutioner i en omfattende skolestrukturændring, mens den nye alliance - DF-S-EL - i stedet nu satser på forpligtende partnerskabsaftaler med lokalsamfundene om, at de kan bevare deres institutioner, hvis de over en bestemt årrække holder børnetallet og senest ved mere end at halvere antallet af de fyringer i daginstitutionerne, der ellers var varslet.
De mange fyringer førte til demonstrationer og blokader i lokalsamfundene - og Skovmose mener, at kalder DF's holdningsskifte 'stank af populisme'. Han ser personligt sådan på det, at den nuværende politiske situation, hvor der ikke er fodslag mellem konstitueringsparterne, er så uholdbar, at han vil foretrække en ny konstituering, hvis ellers det kunne lade sig gøre.
Vil bredt samarbejde
Det får han ikke medhold i fra den socialdemokratiske frontfigur, Ulla Vestergaard, der i stedet lægger ansvaret over på borgmesterens skuldre:
- Allerede på valgnatten lød det fra Lene (Kjelgaard Jensen, red.), at der ikke skulle føres blokpolitik, men det er efter min bedste mening netop det, vi har set. V-K har efter min mening ikke vist vilje til et nå et forhandlingsresultat, som et større flertal kunne gå ind for i så vigtig en sag.
Til Nordjyske siger Ib Poulsen (DF) efter byrådsmødet tirsdag:
- Hvad vil V og K? Vi kan ikke gøre jer tilfredse til trods for, at vi helt frem til mødets start søgte at nå en løsning, vi alle 27 kan stå bag.
Til TV Midt&Vest har det tidligere folketingsmedlem, der søger valg til borgen igen, udtalt:
- Vi går derhen, hvor vi kan få flest mulige mærkesager igennem. Det er det, vi har forsøgt i de aktuelle tilfælde med skoler og børnehaver her i Thisted. Vi har søgt mest mulig indflydelse, og det har vi fået.
Ulla Vestergaard kalder situationen ekstrem, men mener, borgmesteren har bolden:
- Vi vil gerne samarbejde, men ikke udelukkende på V-K's præmisser, og V-K er jo dybt afhæng af DF's stemmer. Nu har vi lagt op til, at de fem gruppeformænd i januar skal sætte sig sammen og blive enige om en form for finansiering af de 7,3 mio. kr., som vi i aftes i første omgang gav som en tillægsbevilling for at reducere fyringerne.
- Jeg har endnu ikke hørt fra borgmesteren, at hun vil sætte sig for bordenden af den drøftelse, men det vil da være naturligt, at hun gør det. Måske skal hun lige sove på det henover juledagene.
DF-S-EL-aksen har en forventning om at få tilført 1,9 mio. kr. fra regeringens 'børnemilliard', så der kun skal findes 5,4 mio. kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.