

ODENSE: Til forskel fra tidligere år rummer årets økonomiaftale mellem regeringen og KL ikke nogen pulje til skatteforhøjelser i kommunerne, og det er en sten i skoen for borgmesterflertallet i Odense Byråd. Det besluttede tilbage i 2016 at sætte kommuneskatten op med et procentpoint, og efter to år med statsligt bevilgede skatteforhøjelser mangler der stadig 0,2 procentpoint af den målsætning.
Hvis den sidste del af den såkaldte velfærdsprocent skal i hus, er Odense Kommune overladt til at håbe på, at andre kommuner sætter deres skat ned. Kun på den måde vil der være luft til en odenseansk skattestigning uden at udløse en strafafgift til staten på tre fjerdedele det kommunen får ind i ekstra kommuneskat.
'Benspænd', 'et rigidt og centralistisk system' og 'endnu et element i centraliseringsidiotien' skælder Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ud i Fyens Stiftstidende, ikke så meget på aftalen i sig selv men på dens ene part, regeringen, mens dens anden part KL går fri af vreden. Borgmesteren agter dog at tage chancen og sætte skatten op for tredje gang, når der skal aftales budget for 2019.
Ved starten af projekt 'velfærdsprocent' var Odenses kommuneskat 24,5 pct., og den blev med Økonomi- og Indenrigsministeriets velsignelse hævet til 25,0 pct. for 2017 og 25,3 pct. for i år, begge gange med snævre 16-15-flertal bestående af Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og De Radikale.
KV17 gav de nævnte partier et mandat mere, og oveni kan muligvis komme Alternativet, der er med i det nuværende borgmesterflertal, men ikke var repræsenteret i byrådet dengang og derfor heller ikke var med til de tidligere skattestigninger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.