Den politiske elites tag-selv-jura
Da Claus Hjort Frederiksen langt om længe vedgik at være sigtet, gjorde han det med en omskrivning på grænsen til det vildledende.
Foto: Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix

Den politiske elites tag-selv-jura

Der er altid en grund til, at nogen kalder noget for noget andet, end det er.
15. FEB 2022 6.01

Enhver er som bekendt uskyldig, til det modsatte måtte blive bevist, og for at respektere denne grundregel bør man også være tilbageholdende med at gætte på, om nogen på et tidspunkt vil blive fundet skyldig eller ej. Så det springer vi helt over her.

Alligevel er der grund til at beskæftige sig med sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen for mulig overtrædelse af straffelovens §109 ved at have røbet statshemmeligheder. Ikke fordi han før sigtelsen selv lod forstå overfor TV2 News, at han ved at udtale sig for åbent ville risikere fængselsstraf, men fordi hans tilgang til den mulige lovovertrædelse er en del af et mønster i den politiske elite.

Straffelovens §109 handler som nævnt om at røbe statshemmeligheder. Paragraffen er en del af lovens kapitel 12 om “Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”, idet man her skal bemærke, at Claus Hjort Frederiksen dermed ikke er sigtet for landsforræderi, sådan som nogen har forsøgt at få det til at fremstå. Hans sigtelse falder ind under kapitlets “andre forbrydelser”.

Først efter at have gået meget stille med dørene meget længe, og først efter at varetægtsfængslingen af FE-chef Lars Findsen blev offentlig kendt, vedgik han at være sigtet. Det skete dog med en bekvem omskrivning af sigtelsens indhold.

“Jeg kan bekræfte, jeg er sigtet efter straffelovens paragraf 109 for at have overtrådt grænserne for min ytringsfrihed”, hed det i et skriftligt statement. En omformulering på grænsen til det vildledende i forhold til paragraffens faktiske ordlyd om “den som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror”.

Men Claus Hjort Frederiksen foretrak altså, at det kom til at handle om ytringsfrihed. “Jeg har ytret mig som folketingsmedlem om en politisk sag”, erklærede han, stadig skriftligt, som om det i sig selv skulle udelukke, at man så kan tale over sig om statshemmeligheder. Samme øvelse har han gentaget i et udførligt opslag på Facebook, hvor han med en logisk brist argumenterer for, at det materiale der ligger til grund for sigtelsen er “avisartikler og debatter foregået i fuld offentlighed” og derfor ikke kan være statshemmeligheder. Der er altid en grund til, at nogen kalder noget for noget andet, end det er.

Igen: Vi beskæftiger os ikke med skyldsspørgsmålet her, men fremgangsmåden er kun alt for velkendt.

Man behøver bare tænke tilbage på rigsretssagen mod Inger Støjberg, der som bekendt handlede om overtrædelse af regler for sagsbehandling og ikke om barnebrude, som den ellers blev forsøgt markedsført. Des hårdere ramte juraen, da den skar gennem de politiske fiksfakserier.

Det gjorde den også i forspillet til forrige rigsretssag, den mod Ninn-Hansen, da statsminister Poul Schlüter til egen overraskelse måtte se sig fældet af Tamilrapporten. Også næste gang en sag går fra at være politisk til at være juridisk, kan man roligt gå ud fra, at juraen igen både vil skære igennem og ramme hårdt.

Vi har set det i Messerschmidt-sagens førsteopførelse og kommer sandsynligvis til at se det ved genopførelsen, hvad enten det så bliver Messerschmidt selv eller nogle af vidnerne, der rammes af hammeren. I begge tilfælde en påmindelse om, at man i jura modsat politik ikke kan tale sig ud af alt.

Uden at foregribe noget skyldsspørgsmål kan det nøgternt konstateres, at også sagen om sidste års minkaflivninger har budt på forsøg på at styre omtalen ved hjælp af ordvalget. Justitsministeriet gik endda af egen drift i rette med medier, der kaldte en ulovlig ordre for en ulovlig ordre i stedet for at omskrive den til regeringens foretrukne “hjemmelsudfordring”.

Altsammen er det noget, der foregår i de højere politiske luftlag. I vælgernes virkelighed er der ingen, der et øjeblik tror på, at man fx kan slippe for en fartbøde ved at kalde den mobilitetsafgift.