
Med et budget på 75 milliarder kroner og mere end 60.000 medarbejdere kan sammenlægningen af Region Sjælland og Hovedstaden betragtes som en af danmarkshistoriens største virksomhedsfusioner.
Om halvandet år skal de to regionsdirektioner have etableret en driftssikker og køreklar superregion. Den skal favne over 2,8 millioner mennesker, og den skal nærmest fra dag ét være klar til at levere på regeringens overskyggende formål:
At skabe en mere lige adgang til sundhed på hele det østlige Danmark.
- Det er en kæmpe udfordring. Og det er noget, vi skal lykkes ret hurtigt med. For der er en forventning om, at det bliver markant bedre, siger programleder og økonomidirektør Jens Buch Nielsen fra Region Hovedstaden.
Han sidder i øjeblikket i de særlige arbejdsgrupper med repræsentanter fra de to regioner.
Her forsøger man at danne sig et overblik over alle processer, der skal smeltes sammen til den nye Region Østdanmark fra 1. januar 2027.
Ligeværdige parter
Begge regioner understreger én ting:
Sammenlægningen skal ske som ligeværdige parter, hvor begge regioner skal forsøge at bevare deres regionale styrker, så borgerne ikke oplever forringelser.
Det forklarer Lone Lindsby, koncerndirektør i Region Sjælland, der deltager i samme proces. Hun ser steder, hvor hendes region kan lære en masse:
- Hovedstaden har af gode grunde en ekstremt høj faglighed. Og den høje faglighed skal vi få glæde af i hele den nye Region Østdanmark.
Region Sjælland har i flere aspekter været mere udfordret, eksempelvis fordi man skal favne store distancer mellem borger og sundhedsvæsen. Man har ligeledes haft problemer med at tiltrække nok kvalificeret arbejdskraft til yderområderne såsom Nykøbing Falster.
Det har i flere tilfælde skabt behov for nytænkte løsninger med onlinehospitaler og udkørende læger og fødselsteams, som Lone Lindsby nu er opmærksom på at bevare.
- Region Sjælland har været dygtige til at være innovative, fordi der har manglet kompetencer, siger hun.
- For at levere gode ydelser til borgerne i Region Sjælland har vi været nødsaget til at være nysgerrige på, hvordan vi kan bruge forskellige faggrupper og finde nye måder at levere sundhedstilbud på til patienter i alle afkroge af vores region.
Netop dét parameter bliver en afgørende målestok for, hvorvidt fusionen af de to regioner bliver vellykket.
Det beretter professor emeritus i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Jes Søgaard.
- Den store udfordring bliver at få lavet modeller, så man kan få flere læger, sygeplejersker og andet personale ud til de sygehuse, der ligger længst fra København, siger han.
- Lykkes det, vil jeg kalde fusionen en succes. En kæmpe succes.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.