Den gode by

Af Lars Helleskov Engelbrektsen, Ledelseskonsulent, cand.scient.adm.

Hvad er den gode by?

Hvad skal den gode by have, og hvad skal byer stræbe efter, hvis de vil falde ind under min opfattelse af betegnelsen: Den gode by?

Der skal være åbne pladser, store torve med solid og håndværksmæssig veludført brolæggerarbejde, garneret med skulpturer, staturer, vandspejle og vand i bevægelse.

Byens rum
Vellykkede byrum har et godt mikroklima med både sol og læ, så sæsonerne forlænges. Det er specielt vigtigt i vores kolde verdensdel. For at tage højde for klimaforandringer bør der være vandreservoirer, f.eks. beplantede fordybninger til regnvand. Endelig bidrager grønne facader, beplantninger, blomster og træer til et fint mikroklima og giver skygge, farver, summende insektliv og dufte.

Byrum er mødesteder og derfor vigtige i forhold til sociale relationer og til møder og samtaler. Aktiviteter som petanque/boule, udeservering, skaterbaner, havnebade, julemarkeder og gøgleri af alle slags, er med til at give liv til byen.

Stueetagerne, der vender ud til byens pladser, må gerne være direkte tilgængelige i form af butikker, caféer, offentlige bygninger, og museer. Pointen er, at det er dejligt med en plads, hvor der sker noget, hvor mange mennesker passerer igennem, og hvor man bare kan sidde og se på mennesker. At sidde på et bytorv, foran katedralen i en middelstor fransk by med avis og kaffe er luksus.

Hvad jeg holder af ved byerne?
De byer jeg holder af og færdes i, har små hyggelige gader og stræder, et latinerkvarter, men også åbne pladser og torve, der giver byen en majestætisk karakter. Og naturligvis en bypark. Ikke nødvendigvis som St. Stephens Green i Dublin eller Tiergarten i Berlin, men sådan da. Der skal være noget så banalt som bænke, gerne udsigtstårne og vand. For er der to ting det sansende menneske tiltrækkes af, er det vand og udsigt. Kanalbyer eller byer på øer omgivet af flodsystemer, har altid en vis charme over sig.

Derfor skal man, hvor muligt, opgrave vandløb, der i tidligere årtier asfalteredes. Byer med steder uden motordreven trafik og dertilhørende støj og forurening er fede. Ikke mindst byer hvor man kan gå meget omkring, hvor man kan fungere som fodgænger og dette i sikkerhed for biler, busser, scootere, er at foretrække. Sådan sanser man en by, ved at gå omkring. Det er også meget lettere at have børn med, når man trygt kan færdes i byens centrale dele, uden motoriseret trafik alle vegne.

Livet for turisten i Paris gøres besværligt
Desværre ser man en tendens til, bl.a. i Paris, at bænke fjernes. Når jeg går 20 km. i løbet af en hel dag med sightseeing, har jeg brug for at sidde ned et par gange undervejs. Bænke er nu engang det mest oplagte, særligt på steder, hvor man ikke absolut skal købe noget for at kunne få lov at sidde ned. I Paris generes visse områder og beboere af mange alkoholikere, der sidder og drikker på bænkene i nabolaget. Hvad gør man så for at fjerne problemet: Fjerner bænkene, så er problemet eller alkoholismen nok ikke udryddet, men væk fra min baghave. Altruistisk er det ikke, men man kan vel ikke løse alle(s) problemer, tænker mange nok.

Løbende forskønnelse
Det er altafgørende at byen er til at færdes i, gå rundt i og vedligeholdes og løbende forskønnes, saneres og restaureres. Alt sammen med respekt for tidligere tiders byggekunst og arkitektur. Det er risikabelt at forfalde til at bygge i højden, da det giver kastevinde. Det har de nok ikke meget forståelse for i Shanghai, Singapore og Hong Kong. Der er mange hensyn at tage, når pladsen er knap og en by i vækst.

Bykernen er almindeligvis byens vugge, hvorfra byen er vokset. Den er det mest bevaringsværdige sted i byen og indeholder megen historie og er indbegrebet af historiens vingesus og afspejler store tider. En tendens i mange danske købstæder igennem 25 år er opførelsen af storcentre i købstædernes periferi. Med overdækkede butikstorv og gode muligheder for at finde parkeringspladser lige ved indkøbsmulighederne. Det trækker handlende til fra nær og fjern og handlen stiger i de købstæder der har store indkøbscentre. Småbyerne drænes for butikker.

Desværre ses det også, at noget af det liv, der var i købstædernes indre by forsvinder med butikscentres fremkomst i periferien af købstaden. Det kan betyde svære vilkår for forretningsdrivende, med butiksdød og problemer med at udleje butikker til følge. Det betyder i sidste ende at de ældre - helt tilbage til 1700 tallet - bygninger ikke vedligeholdes og byens kerne forfalder og tilbage står et centrum, der ligner noget fra DDR æraen. Hvis ressourcerne forsvinder fra bykernen og ressourcesvage overtager bygningsmassen, så vil byen miste sin identitet, sit samlingspunkt, og fredede og bevaringsværdige bygninger vil forfalde. Det er en vigtig opgave for kommunalpolitikere, at gøre alt hvad der kan gøres, for at det ikke sker.

Ny-centralisering af byen
Vi vil sikkert også i andre byer se en slags ny-centralisering. At der skabes et nyt centrum, som ligger nogle, måske 3 til 4 kilometer, fra det gamle centrum. Det nye center vil ligge mere eller mindre midt i parcelhuskvarterer og omkranset af ringveje. Det vil stå i skarp kontrast til dagens historiske centre, omgivet af kirker, slotte, huse i flere plan, bymure, byparker, byporte, volde, åløb, mindesmærker, monumenter mv.

Netop mindesmærker og monumenter minder os om ting vi kan takke vores forfædre for og være stolte af og leve højt på den dag i dag. Jeg tænker på monumenter med markering af Grundloven, 5. juni 1849 og det sæt af nedskrevne regler, som har dannet ramme om vores fri- og rettigheder og en demokratisk retsstat. Dertil mindesmærker for faldne under 2. verdenskrig og befrielsesdagen 5. maj 1945, erindrer os dagligt om, at nogle satte deres (unge) liv på spil og også til, ved at forsvare civilisationen mod despoter. Der er vist ikke mange monumenter og mindesmærker ved indkøbscentrene.

Hvor er den gode by?
Jeg har selv mange favoritbyer, men kan nævne overkommelige byer i størrelse, men med betydelig charme. Jeg tænker på Lübeck i gammel dansk land (Holstein), Strasbourg i Alsace (skiftevis på franske og tyske hænder fem gange, hvilket fornemmes), San Sebastian i spansk baskerland (hvor man sætter en ære i at tingene skal tage sig godt ud), Prag og Stockholm på de 14 øer. Mange andre kan nævnes. Men for at begrænse mig til en top-fem anføres kun disse.

De er alle et (gen)besøg værd og anbefales også kommunalpolitikere som studietursobjekt.


Lars Helleskov Engelbrektsen, Ledelseskonsulent, cand.scient.adm.