
Ved KV17 fik Kristendemokraterne tilsammen ni mandater fordelt på fire byråd - og det antal er i dag vokset til ti mandater i fem byråd. Partiet stillede op i 39 kommuner. I tre af dem er der nu igen en spidskandidat valgt.
I Gentofte er der dog ifølge Villabyerne ballade om den nye spidskandidat Jesper Lohse. Han er nemlig også formand for interesseorganisationen Foreningen Far, hvilket har fået Brian Fyhn, partiets spidskandidat i København til at kræve ham ekskluderet.
Fyhn siger til avisen, at "Foreningen Far og Jesper Lohse virker ved intimideringer og trækker et slimet spor af trusler og politianmeldelser efter sig".
Ifølge ham prioriterer KD familiens enhed og vil altid kæmpe for morens rettigheder, mens Foreningen Far strider imod KD's parti- og værdigrundlag. Partiets næstformand Marianne Karlsmose afviser dog blankt, at man ikke kan være lokal KD-spids og formand for Foreningen Far, og kalder det en misforståelse, at moren altid pr. definition har retten til barnet.
Efter partiets regler må Brian Fyhn først rejse sit krav om eksklusion i storkredsen, så forretningsudvalget og siden hovedbestyrelsen.
I Gentofte stillede Carmen Torpenhow op for partiet ved KV17 som eneste kandidat. I Gladsaxe var der ikke nogen KD-kandidat ved KV17, men ifølge Gladsaxebladet er der nu tre kandidater klar. Det fremgår ikke, hvem af de tre, der er spids.
I Vejle er Michael Lund Markussen nu spids, fremgår det af Vejle Amts Folkeblad. Han afløser dermed Knud Hauge, der var spids ved KV17, hvor der var tre på listen.
I Randers er Niels Erik Mulvad nu kristendemokratisk spids, fremgår det af Randers Amtsavis. Han afløser dermed Flemming Østergaard, der ved KV17 var spids med ialt fire opstillede, hvoraf Mulvad stod som nummer to.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.