

Én ting står soleklart for Middelfarts nye borgmester: Der skal endnu mere dialog mellem kommunen og borgerne på dagsorden. Det er netop en af de mange visioner, Johannes Lundfryd (S) vil realisere, mens han sidder i borgmesterstolen.
- Vi skal tage skridtet videre og tænke den politiske rolle på en ny måde. Det hele skal ikke kun handle om at træffe beslutninger, som jo er den primære politiske rolle, men vi skal i endnu højere grad forbinde os til borgerne, siger den nye socialdemokratiske borgmester.
Den 5. september trådte 43-årige Johannes Lundsfryd ind på borgmesterkontoret efter at have overtaget posten fra 66-årige Steen Dahlstrøm efter 31 år i stillingen. Dahlstrøm trådte fra med øjeblikkelig virkning grundet helbredsmæssige årsager.
Ildsjæle skaber lokalpolitik
Johannes Lundsfryd har 10 år på bagen i kommunalpolitik og har bl.a. været formand for både Skoleudvalget, Miljø- og Energiudvalget og gruppeformand for den socialdemokratiske byrådsgruppe. Men ifølge ham selv har han endnu ikke været særlig synlig i lokalpolitik.
Det betyder dog ikke det store for ham, da han ikke mener, man behøver at være frontfigur for at få sine idéer ført ud i livet. Det er nemlig borgere med ildsjæle, der skal skabe forandringerne.
- I lokalpolitik har folk i byrådet deres primære funktion uden for deres politiske virke, og her i de mindre kommuner er det godt at være det, man i første omgang er: borgere med et helt normalt arbejde, men som er valgt som tillidsrepræsentanter. Embedsmændene har vi som garant for fagligheden, men det er dem, der brænder for et bedre lokalsamfund, der skaber forandringerne, fortæller han.
Selvom den nye borgmester endnu ikke er et kendt ansigt blandt borgerne, skal det nok komme, når dialogen med borgerne kommer i gang. Det er nemlig i civilsamfundet, hvor demokratiet lever, mener han.
Fandt inspiration i elevrådsarbejde
Som 13-årig havde Johannes Lundsfryd sit første seriøse møde med demokratiet som elevrådsformand. Han har bl.a. også været en del af det, der i dag kaldes Danske Skoleelever, og senere medlem af DSU.
Derfor har det politiske arbejde med mennesker, beslutninger og idéer været naturligt for ham allerede i en forholdsvis ung alder.
Han kommer fra et kernesocialdemokratisk hjem, og han tror også, at det har haft en stor indflydelse på lysten til at arbejde med mennesker og politik. Dog er det især det politiske arbejde i elevrådet, der skubbede Johannes Lundsfryd mod kommunalpolitikken.
Han trækker linjer fra elevrådsarbejdet til byrådsarbejdet.
- Jeg har altid været meget engageret i mine omgivelser og fandt elevrådsarbejdet utroligt spændende. Alle fællesskaber har brug for nogen, der får tingene til at hænge sammen. Om det så er i fodboldklubben, foreningsarbejdet eller at nogen gider at lave en stor byfest. Det at skabe værdi for andre og forbedre ting tiltrak mig, fortæller han.
Demokrati blandt borgerne
Som en af de første opgaver som borgmester vil Johannes Lundsfryd flytte borgmesterkontoret rundt i forskellige dele af kommunen i en periode.
- Vi skal blive bedre til at gå i dialog med borgerne og være i kontakt med civilsamfundet, så derfor skal jeg besøge virksomheder, tale med skoler og generelt få mange flere perspektiver på vores kommune, fortæller Lundsfryd.
I foråret udkom hans bog ‘Rodskud’, der er skrevet i samarbejde med bl.a. partifællen Jacob Bundsgaard, Aarhus’ borgmester. Den handler netop om, hvordan man forbinder kommunen med borgere, foreninger og virksomheder.
- Den politiske dagsorden skal flyttes derhen, hvor en stor del af den politiske opgave også er. Vi skal gå i dialog med borgerne og virksomheder om at finde nye løsninger - og ikke vente på at forvaltningen har tygget en masse igennem. Politik rykker ikke i sig selv noget ved samfundet, det gør handlinger - og det skal man inspirere til ude blandt borgerne, fastslår han og fortsætter:
- Hvis vi kigger på bl.a. integration, kan man træffe en masse beslutninger i byrådssalen, men det kommer der ikke nødvendigvis god integration ud af, medmindre man ved, hvad der virker ude i virkelighedens civilsamfund.
Johannes Lundsfryd glæder sig til at gå i gang med arbejdet som borgmester, men han har endnu ikke gjort sig nogle særlige tanker om det kommende kommunalvalg i november.
- Nu har jeg jo kun været kommunalpolitiker på fuldtid i en uge. Borgmesterarbejdet kommer først, og så må vi tage den derfra, siger han.
BLÅ BOG:
- Johannes Lundsfryd er 43 år gammel.
- Han er gift med Heidi Lundsfryd og har tre børn.
- Han uddannet cand. mag i idéhistorie, og har siden 2011 været selvstændig med sit eget rådgivningsfirma og haft adskillige chefstillinger i uddannelsessektoren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.