MIDTJYLLAND: De tre jyske Erhvervshuse vil nu øge samarbejdet for at støtte eksport og internationalisering med vejledning og programtilbud, lyder det fra de tre Erhvervshuse. Det sker på baggrund af, at 18 ud af de 20 kommuner, der har størst eksport fra små og mellemstore virksomheder til Tyskland, ligger i Jylland.
Tyskland er Danmarks største eksportmarked. Små og mellemstore virksomheder med højst 250 ansatte står for 35 pct. af Danmarks samlede eksport til Tyskland, der ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik er i alt 101,7 mia. kr.
Godt 75 pct. af eksporten fra denne gruppe stammer fra virksomheder i Jylland, og næsten alle ligger i kommuner med tæt adgang den jyske motorvej E45. Tallene får direktørerne hos de tre jyske Erhvervshuse, efterfølgerne til væksthusene, som blev nedlagt ved årsskiftet, til at styrke samarbejdet og tilbuddene til særligt jyske virksomheder.
Det er naturligvis de jyske virksomheders egen fortjeneste, at de sætter sig så tungt i statistikken. Det understreger, at internationalisering fortsat skal være en af hjørnestenene i Erhvervshusenes vejledning af erhvervslivet, siger Lars Erik Jønsson, direktør for Erhvervshus Nordjylland.
Knudepunkter
Blandt de nyere tilbud om eksport og internationalisering, som Erhvervshusene har, er en særlig knudepunktsfunktion, hvor et offentligt tilbud har arbejdssted eller besøgsfunktion i Erhvervshuset. Det gælder blandt andre The Trade Council (Eksportrådet/ Udenrigsministeriet) og EKF Danmarks Eksportkredit.
- Andre ’instrumenter’, som vi har bragt tættere på virksomheder med eksportambitioner, er mulighederne for at medfinansiere forløb, hvor eksperter i eksport tilknyttes virksomhederne, siger Erik Krarup, direktør for Erhvervshus Midtjylland.
De tre Erhvervshuse øger nu arbejdet med at udvikle de understøttende tilbud til virksomheder med eksportpotentiale.
Det er dele til den tyske bilindustri, som topper de danske små og mellemstore virksomheders eksport til Tyskland. På andenpladsen kommer maskiner og tilbehør til industrien generelt, mens tøj og øvrig beklædning ligger på en tredjeplads.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.